Nyhed

Synd & Skam udgiver to album

Punk-rock-bandet er på vej med to album på vinyl

Punk-syre-drengene i bandet Synd & Skam udgiver deres debutalbum og endnu et album i år, på vinyl. Første del udkommer i juni og anden del i september. Dobbelt-albummet bliver udgivet i samarbejde med Escho, der også står bag meget roste og omtalte udgivelser med Thulebasen og Iceage - og nu også Synd & Skam.

Bandet, der har tilknytning til det fynske musikkollektiv "Af Med Hovedet", udgav i 2012 ep'en "Blafret Ør Af Kjoler" via Insula Music. 

Synd & Skam spillede også i weekenden på årets Spot Festival, hvor GAFFAs anmelder Kristian Pedersen uddelte tre stjerner og blandt andet skrev: 


"Det er billedligt lidt som at stikke hovedet ind i en centrifugerende vaskemaskine. Musikalsk som at lægge øre til en gammel syreplade, der ligger forkert på afspilleren. Forsanger Asger Hartvig Nielsen er alene en hæsblæsende oplevelse, når han energisk – og nok nærmere hysterisk – råber sine mange ord i de dansksprogede sange, som kritikere charmerende har kaldt et møde mellem punk og Povl Dissing."

Tidligere på året modtog Synd & Skam en Steppeulv for Årets Håb og kunne ved samme lejlighed annoncere, at de også gæster årets Roskilde Festival. 

ANNONCE