Nyhed

The Residents – kongerne af weird besøger Danmark

Det mystiske, maskebærende band besøger Aarhus. Vi har talt med deres talsmand for at komme lidt tættere på dem.

"Wonder of Weird" er virkelig den bedste betegnelse for The Residents, som i anledningen af deres 40 års jubilæum er taget på deres "The Wonder of Weird"-turné. I denne forbindelse giver den eksperimentelle musikalske kunstgruppe en helt eksklusiv Danmarkskoncert på VoxHall i Aarhus onsdag den 22. maj. Gruppen har altid været omgivet af stor mystik, og da GAFFA tog kontakt til dem, var det også igennem gruppens talsmand, interviewet foregik. Selv siger The Residents, at de ikke har noget at tilføje til deres musik, men i stedet foretrækker at lade musikken tale for sig selv.
 
1-100 medlemmer

The Residents har gennem fire årtier optrådt identitetsløst og har udtalt, at de ingen ansigter, intet køn eller personlighed har. På ægte amerikansk vis har spekulationerne også været mange om, hvem der gemmer sig bag deres kreative masker. Talsmanden udtaler, at The Residents teknisk set ikke er anonyme, men at de blot foretrækker at blive betragtet som en gruppe frem for individer. Nu har de dog valgt at optræde under navnene Chuck, Bob og Randy, hvilket talsmanden begrunder med, at navnene åbner op for nye eksperimenter af den eksempelvis æstetiske slags. Da publikum dog aldrig har set de tre medlemmers sande ansigter, kan fans derfor heller ikke vide sig sikre på, om de oprindelige hovedpersoner fra 1970'erne stadig befinder sig bag maskerne. Talsmanden uddyber:
 
- The Residents er ikke et band i den traditionelle forstand. De er et kollektiv, hvor hvert projekt har et bestemt behov. Derfor vil en turné have andre behov end udarbejdelsen af et album eller en musikvideo. Alle, der kommer ind over et givet projekt, bliver derfor betragtet som "Residents", og således vil der helt naturligt være forskellige mennesker inde over de forskellige projekter. The Residents kan have ét medlem eller 100 medlemmer, men kernen er altid den samme.

Derudover hævder Residents-talsmanden at der aldrig har været tale om et band, da The Residents om noget startede ud som filmskabere.

- Det er muligt at lave musikalske præsentationer foruden bandkonstellationen. The Residents betragter "band" som et levn fra 70'erne - noget, som ikke er videre relevant for nutidens samfund.
 
Med skarpe holdninger, kreative dragter som putter selv Lady Gaga til skamme, og innovative album-formater som eksempelvis deres "The Commercial Album" fra 1980, der indeholder 40 sange af et minuts varighed med tilsvarende musikvideoer, kan man kun gisne om hvor deres kilder til inspiration kommer fra.

- De trækker fra "the American experience", hvis sammenblanding af mange pulserende kulturer giver muligheder for at afprøve forskellige designmetoder i arbejdet med projekterne.

Det utrolige er, at gruppen efter 40 år stadig formår at forny sig og lade den ene vanvittige idé efterfølge den anden. Dertil tilføjer talsmanden:

- The Residents kan godt lide at have travlt. Dage er 24 timer lange – meget kan opnås.
 
Frem med pengepungen

Om deres seneste salgspåfund er resultatet af manglende søvn eller blot ren genialitet, må være op til den enkelte at bedømme. I hvert fald udbyder The Residents nu et luksus-bokssæt i form af et stålkøleskab i fuld størrelse proppet med førsteudgaver af samtlige deres album, hvilket udgør mere end 100 produkter. Derudover indeholder køleskabet også en af gruppens berygtede øje-masker, så hvis dit indre Residents-hjerte nu hamrer løs, kan denne ultimative bokssæt blive dit for 100.000 dollars.

- Et køleskab er solgt, og et andet forhandles der om netop nu. Begge er dog i kommercielle og museums-sammenhænge, og endnu har ingen individuelle meldt sig på banen.

Skulle der herudover være mere tilovers i pengepungen, kan du også udskrive en check på den nette sum af fem millioner dollars for The Residents' mystiske genstand, som de dog ikke vil løfte sløret for hvad indeholder, men blot konstatere at der på nuværende tidspunkt ikke har været nogle bud.
 
Nye mystiske tiltag

Med et tilbageblik på The Residents' tidligere påfund og koncerter kan det danske publikum derfor forvente det uventede til deres 40 års jubilæumskoncert på VoxHall.
 
- Som udgangspunkt vil ethvert jubilæumsshow indeholde nostalgi fra fortiden. Men The Residents har altid haft nye vinkler på den slags og foretrækker i højere grad at afspejle nutiden fremfor fortiden. Derfor ser de også mere fremad end noget andet. Folk vil nok kunne spore nogle nye retninger - og her refererer jeg ikke til boyband-tendenser.
 
Nærmere kommer talsmanden desværre ikke ind på disse forandringer, men publikum kan givetvis blive klogere på, hvad de indebærer, under koncerten i Aarhus.

- Jeg kan ikke tale nærmere om planerne. Just stay tuned, og måske vil overraskende ting finde sted.

Find billetter til The Residents via GAFFA Live.

ANNONCE