GAFFAs guide til månedens varmeste sange, du bare SKAL høre
Only Tomorrow – My Bloody Valentine
Som et uendeligt længeventet lyn fra en skyfri himmel udsendte shoegazer-pionererne My Bloody Valentine albummet MBV den 3. februar til et ekstatisk publikum, for den strømførende og støjende skønhed fra den 22 år gamle forgænger, mesterværket Loveless, var minsandten intakt. Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi.
A Tooth For An Eye – The Knife (billedet)
Hele syv år skulle der gå, før søskendeparret Karin og Olof Dreijer i The Knife var klar til at følge op på Silent Shout-albummet. Pausen er blandt andet blevet brugt på en opera og for Karins vedkommende Fever Ray-projektet. Til april er de dog albumaktuelle igen og er også at finde på NorthSide, med deres særegne melankolske electropop.
Den 24-årige englænder James Blake er så småt ved at være klar til at kærtegne øregangene igen med sin krystalklare synth-soul på opfølgeren til det succesfulde debutalbum fra 2011. Singleforløberen Retrograde nåede i hvert fald langt ud herhjemme, da Blake spillede sangen ved det tv-transmitterede Danmarks Indsamling-show.
Noget tyder på, at Hans Lilla Højhed Prince ikke har tænkt sig at arbejde med det vante albumformat i øjeblikket. Han er i hvert fald i støt stigende tempo begyndt at udsende enkeltstående singler, hvoraf især den rockende Screwdriver har fået positiv opmærksomhed. Prince er i øvrigt også blevet offentliggjort som hovednavn på sommerens Smukfest i Skanderborg.
Rio Grande – Michael Stipe & Courtney Love
Selvom R.E.M. er en saga blot, så kan Michael Stipe åbenbart godt lokkes ud af pensionstilværelsen. Han og veninden Courtney Love har i hvert fald leveret det stemningsmættede nummer Rio Grande til det Johnny Depp-kuraterede Son of Rogue's Gallery-album.
I slutningen af denne måned ligger newyorkergruppen The Strokes' femte album Comedown Machine i handlen, og Julian Casablancas og co. har allerede vist fin form på de to singleudspil All The Time og den A-ha-klingende One Way Trigger.
Let The Day Begin – Black Rebel Motorcycle Club
San Francisco-trioen Black Rebel Motorcycle Club, med danske Leah Shapiro på trommer, udsender i denne måned det nye album Specter At The Feast, og at dømme ud fra førstesinglen Let The Day Begin er der igen tungt groovende og benzin-dampende garagerock i førersædet.
Windy Critter – Troels Abrahamsen
Man må næsten formode, at Troels Abrahamsen har en eller anden form for kreativ ADHD, for ud over at have udsendt to ep'er med Veto på under et halvt år, så er der også lige dukket soloprojekt nummer 117 op på Bandcamp. Albummet Husvild#2 – Fables betegnes som eksperimenter og outtakes fra 2012 og er bestemt ikke uden effektive numre.
Depeche Mode – All That's Mine
Det 13. album fra Depeche Mode har fået titlen Delta Machine og udgivelsesdatoen den 25. marts. Førstesinglen og balladen Heaven er allerede i handlen, og det mest interessante ved den udgivelse må være Blawans remix af nummeret eller den skurrende b-side All That's Mine.
Strictly Reserved For You – Charles Bradley
"The Screaming Eagle Of Soul" aka Charles Bradley, der leverede en af de mest mindeværdige koncerter på Roskilde Festival i 2011, er i foråret klar med opfølgeren til No Time For Dreaming-albummet. Dette må siges at være særdeles godt nyt for folk med en forkærlighed for Otis Redding, James Brown og Sam Cooke.
Hvis de debuterende Sheffield-brødre Rory og Eoin Loveless formår at holde samme fandenivoldske energi som på singleudspillet Bloodsports, så er aftagerne til Arctic Monkeys hermed fundet. Duoens bandnavn stammer i øvrigt fra en udvekslingstur til en skole i Danmark, hvor de oplevede ordet blive råbt under fodboldkampe klasserne imellem.
Hør de fleste af numrene på playlisten GAFFA anbefaler: Ugens Bedste Tracks.