Nyhed

Internationalt Roskilde-navn aflyser

Et fremadstormende band kommer alligevel ikke til årets festival

Roskilde Festival oplyser, at den fremadstormende amerikanske duo Foxygen alligevel ikke kommer på årets festival. Festivalen har modtaget en mail fra bandets management, der i sin helhed lyder som følger:

"Vi har dårlige nyheder. Vi er nødt til at aflyse vores kommende EU-datoer i maj og juni og de kommende EU-festivaler. Vi vil gerne undskylde for alle vores europæiske fans og støtter. Vi ved, at dette skaber frustration og hovedpiner for billetkøbere og koncertarrangører. Vi vil forsikre jer om, at dette i sidste ende sker af hensyn til bandets kreative sundhed. Vi vil snart være tilbage i EU og lover at råde bod på dette over for jer alle. Vær venlige at forstå. Tak igen til jer alle. Jeres tid, opmærksomhed og støtte betyder alt for os. Kærlighed fra Foxygen."

Noget kunne altså tyde på, at gruppen, der tidligere i år debuterede med albummet "We Are the 21st Ambassadors of Peace and Magic", har fået lidt for travlt, men hvad der ligger i begrebet "bandets kreative sundhed", må man altså selv tænke sig til.


Foxygen gav en gratis koncert på Bremen Teater i februar under Frost Festival, hvilket udløste fem stjerner fra GAFFAs anmelder Sara Elisabeth Nedergaard under overskriften "Excentrisk og karismatisk hippieeksplosion med Foxygen".

Roskilde Festival 2013 løber af stablen den 29. juni-7. juli med navne som Animal Collective, Dead Can Dance, Kraftwerk, Queens of the Stone Age, Rihanna, Slipknot, Sigur Rós og Volbeat, og billetsalget er i fuld gang. Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE