Nyhed

Jelling Musikfestival klar med to nye navne

Festivalen har offentliggjort to navne i den danseglade afdeling

Jelling Musikfestival er klar med to nye navne: Kato (billedet) og dj-duoen 90'er-festen.

"Jeg har et mål om, hvor jeg skal være om fem år. Et mål, der er så ambitiøst, at de fleste danskere vil tro, at jeg er blevet sindssyg", fortæller danske Kato, som blandt andet har været remixer for Safri Duo, Carpark North, Medina og L.O.C., har dj'et i mere end et årti og udgivet en lang række singler og tre album i eget navn. Kato har gennem de seneste år fået flere topplaceringer på de danske hitlister. Også live har den danske dj leveret en lang række optrædener, både på festivaler og klubber. Jelling Musikfestival ser derfor frem til et brag af en fest med Kato på scenen sidst i maj.
 
De næste artister til festivalen har begge en forkærlighed for en helt bestemt musik: 90'er-hits. De to faste værter og dj's fra P3, Henrik Povlsen og Jesper Holm, alias Kanonkongen, er booket til Jelling Musikfestival, hvor de to humørspredere vil spille dj-sets på Teltscenen – under overskriften "90'er-Festen" ligesom deres program på P3. Med scenografi i form af farvede lamper, røgmasker, og alt hvad der ellers hører sig til, er der dermed lagt op til fest som i De rigtige 90'ere i Jelling.

På årets festival spiller også Bryan Adams, Volbeat, Nephew, Rasmus Seebach og mange flere. Det endelige program offentliggøres midt i marts.
Jelling Musikfestival afholdes den sidste weekend i maj, og kan i 2013 fejre 25 års-jubilæum. Dermed stammer den 90'er-musik, som vil være omdrejningspunktet for festivalen, fra de år hvor festivalen første gang så dagens lys. Festivalen startede i 1989 i Jelling og er i dag landets 3. største festival, med omkring 30.000 besøgende årligt og mere end 80 koncerter fordelt på fire dage.

Jelling Festival foregår i dagene 23.-26. maj 2013, og billetter kan købes via GAFFA Live.


 

ANNONCE