Gerard Way fortæller i et åbent brev om bruddet
I fredags offentliggjorde My Chemical Romance, at de efter 12 år går hver til sit. På det tidspunkt meldte historien ikke noget om hvorfor, men nu taler forsanger Gerard Way i et åbent brev ud om bruddet.
I brevet starter Way ud med at fortælle om de nye realiteter, som kræver tilvænning. Hertil knytter han en længere, nærmest metaforisk beskrivelse af, hvordan han morgenen efter bruddet må befri en fugl, der har forvildet sig ind i hans hus.
Herefter åbner han mere konkret op for, hvorfor My Chemical Romance i sidste uge valgte at gå hver til sit, og udtaler:
"Vi var spektakulære. Det vidste jeg ved hver koncert, det følte jeg ved hver koncert – med eller uden udefrakommende bekræftelse. Der var noget bras, nogle gange gik vores genbrugsgear i stykker, nogle gange havde jeg ingen stemme – vi var stadig fantastiske. Det er denne overbevisning, der gjorde os til det, vi var, men også mange andre ting, som alle var vitale. Alle de ting, der gjorde os fantastiske, var de selv samme ting, der skulle gøre en ende på os: fiktion, friktion, skabelse, ødelæggelse, opposition, aggression, ambition, hjerte, had, mod, ondskab, skønhed, desperation, KÆRLIGHED, frygt, glamour, svaghed, håb".
Way peger også på en koncert i Asbury Park, New Jersey den 19. maj 2012, som skulle blive et vendepunkt for ham. I brevet mindes han de tanker, der kørte rundt i hovedet på ham, da han stod på scenen ved denne koncert:
"Det her er anderledes – en underlig ængstelse skyder igennem mig, som jeg kun kan forestille mig må være den sjette sans, man føler i de øjeblikke før man skal dø. Mine pupiller var nulstillede, og jeg stoppede med at blinke. Min kropstemperatur var iskold. […] Koncerten var… god. Ikke fantastisk, ikke dårlig, bare god. […] Jeg performer, semiautomatisk, og noget er galt. Jeg spiller skuespil. Jeg spiller aldrig skuespil på scenen, selv ikke når det ser ud til, at jeg gør, selv ikke når jeg går amok eller giver en monolog. Pludselig er jeg blevet meget opmærksom på mig selv, som om jeg er vågnet af en drøm. Jeg begyndte at bevæge mig hurtigere, mere hektisk, hensynsløst prøvede jeg at ryste det af mig – men alt det skabte var stilhed."
I brevet slutter Way af med en kærlighedserklæring til sine fans og de andre bandmedlemmer, mens han, selvom han siger, at han "er dårlig til at sige farvel, og nægter at lade dette være et", cementerer:
"My Chemical Romance er færdige. Men det vil aldrig dø. Det lever i mig, i drengene og inde i alle her. Det har jeg vidst hele tiden, og det tror jeg også, I vidste. For det er ikke et band – det er en idé".
Læs hele Gerard Ways brev her.