Nekrolog: Ikoniske & innovative Phil Ramone har forladt bygningen

Det er en af de helt store, der stille gled ind i døden på et hospital på Manhattan lørdag. Stor på samme måde som en Ahmet Ertegün, altså en mand, der var så mange steder. Som var fødselshjælper ved så mange store stunder. Som formede hele vores opfattelse af musiks absolutte magi, når den var bedst.

Phil Ramone var en ægte Ramone. Normalt når vi taler New York og Ramones, er det gruppen af punkere, der tog navnet, selv om de i virkeligheden hed noget andet. Ham her var den ægte vare. Født i Sydafrika, men amerikaner nærmest så længe han kunne huske det – han ankom til landet, fordi han skulle studere klassisk violin på den berømte Julliard-skole. Vi er tilbage dengang, Phil Spector skabte Wall Of Sound, ja, før....

Du husker den sødt tragiske version af Happy Birthday, hvor en Marilyn Monroe nærmest med den sidste rest af kælenhed i stemmebåndene synger for sin elsker, præsident John F. Kennedy. Phil Ramone sad bag mikserpulten og producerede den skæring, som han også gjorde det, da bossanovaens mest ikoniske plade blev til, nemlig Getz/Gilberto med det geniale hit, The Girl From Ipanema. Ramone har siden fortalt om tilblivelsen, hvor producer var Creed Taylor, der havde været ansvarlig for at føre musikerne sammen i A & R-studiet i New York, som Ramone havde været med til at grundlægge i 1958:

"Vi indspillede i virkeligheden pladen et års tid før. Producer Creed Taylor var vild med Ipanema-sangen, som han regnede med kunne blive et hit. Men da vi indspillede materialet, havde vi den kun med portugisisk tekst. Efterfølgende var det meningen, at den skulle oversættes til engelsk og gives til Sarah Vaughan, men hun ventede for længe med sit svar. Så en dag havde Creed Taylor ventet længe nok, og da Joao Gilberto tilfældigvis den dag havde besøg af sin kone, Astrud, som slet ikke var professionel, tilbød hun at synge den. Hvilket hun gjorde så godt, at den betød at bossa-bølgen gik i gang og ikke er stoppet endnu!"

Phil Ramone ville endvidere berette om, hvordan han satte musikerne helt tæt sammen i studiet uden at sætte skillevægge op. Samt at han ikke brugte hovedtelefoner til musikerne, fordi det gav en "falsk lydoplevelse", som han udtrykte det. Det skulle være så henslængt afslappet som muligt. Helt ned i den brasilianske hængekøje, og sådan blev det. Vi kender - og elsker - alle resultatet af det skøn.

Phil Ramone havde den styrke, at han gjorde hvert et projekt unikt. Især arbejdede han fænomenalt med sangere, og det er rystende læsning at se, hvilke album, han har skabt den afgørende atmosfære på, enten som lydtekniker eller i producerstolen. Tag bare Ray Charles' banebrydende album fra 1959, The Genius of Ray Charles, hvor Jerry Wexler og Nesuhi Ertegun producerede. Eller hop frem til Bob Dylan's Blood On The Tracks, eller Paul Simon's Still Crazy After All These Years. For ikke at tale om nogle af Aretha Franklins fineste Atlantic-øjeblikke. Alle stede med Ramones helt unikke sans for at bruge rummet og stille mikrofonerne rigtigt som signatur.

Blandt de store album, som bar Phil Ramones signatur var - ud over de nævnte - tilbage i tresserne blandt andre Procul Harum's A Whiter Shade Of Pale, Frank Sinatras This Town/You are there, Arlo Guthrie's Alice's Restaurant og The Band, med bandet af samme navn. I 1970'erne Ram med Paul McCartney og livealbummet Get Yer Ya-Ya's Out med The Rolling Stones, The Stranger med Billy Joel, som Ramone blev fast producer for, og sådan blev det ved. Phil Ramone fortsatte til det sidste, og sad blandt andet bag knapperne, da crooneren Tony Bennett indspillede sin Duets II, hvor blandt andre Lady Gaga og Amy Winehouse var med.

Phil Ramone var også en særdeles fremsynet mand, og regnes som en af pionererne, dengang cd'en i startfirserne blev lanceret som alternativet til vinyl. Ligesom han i sin levetid er blevet overøst med hæder af al mulig slags.

Så det er en stor mand, der sov ind i går.

Midt i musikken, så at sige.

PHIL RAMONE (1934-2013) - ÆRET VÆRE HANS MINDE