Nyhed

Hør Linda P's støttesang til realitydeltagerne

Den danske komiker med det store sangtalent har lavet en ny sang, der skal bringe fokus på uuddannede realitystjerner

Deltagere fra diverse realityprogrammer som "Paradise Hotel", "For Lækker Til Love" og "Familien Fra Bryggen" fylder efterhånden en del i det danske mediebillede. Men hvad skal der egentlig ske med kendisser som Amalie, Frederik Fetterlein og Linse Kessler, når rampelyset slukker, og interessen for deres personligheder forsvinder?

Det spørgsmål har Linda P muligvis også siddet med. Hun har i hvert fald lavet en ny støttesang, der opordrer den danske befolkning til at støtte landets realitystjerner og sende dem i arbejde eller tilbage på skolebænken. I videoen til Linda Ps "Støttesang til realitydeltagerne", som du kan se herunder, medvirker blandt andre Frederik Fetterlein, Linse Kessler, tidligere Paradise Hotel-deltager Pernille Nygaard samt Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Niesen.

Linda P skal snart turnere landet rundt med sit nye show "Linda P's Hovedpine", og det er blandt andet det stigende antal realitystjerner i Danmark, der har bidraget til hendes hovedpine.


"Hvis vi bare kan redde én, har vi taget et vigtigt og afgørende skridt i den rigtige retning", udtaler Linda bekymret. Yderligere tilføjer hun: "Jeg kan ikke længere se passivt til, at unge mennesker sluger dumhed i sig. Det må stoppe nu, og derfor gør jeg det her."

ANNONCE