Mont Oliver udgiver i denne måned deres første ep, men inden da giver de koncert på Ideal Bar
På et musikalsk krydsfelt af lyden af "The Bronx" og jysk westcoast finder man Mont Oliver. Trioen, der har en baggrund inden for indierock, leverer en personlig lyd på en bund af hiphop-beats, og den 18. november udkommer deres debut-ep "19". Forud for albumudgivelsen har Mont Oliver haft stor succes med deres første single "White Sheets", som nu er blevet fulgt op af singlen "Give Me Nothing", der lige nu storspilles i radioen som P3s Uundgåelige.
Umiddelbart før albumudgivelsen kan man opleve Mont Oliver til koncert på Vegas Ideal Bar den 15. november. Du kan finde billetter til koncerten via GAFFA Live. Herefter drager de tre herrer på tour med Sebastian Lind, hvor de spiller landet rundt. Tilbage i august i år kunne man opleve Mont Oliver til Danmarks Grimmeste Festival, hvor de fik fire stjerner under overskriften: "Charmerende indie-hiphop."
Trioen består nærmere betegnet af drengene Jakob Hammershøj, Niels Christian Sommer og Mads Bernt Pedersen, og de har undervejs i deres musikalske proces arbejdet sammen flere store danske producere som Nis Bysted fra Thulebasen, der foruden sin egen musik har produceret for Ice Age og Choir Of Young Believers, samt Rune Borup, der blandt andet har været producer for I Got You On Tape og Vinnie Who. Der burde med andre ord være grobund for nogle fortrinlige produktioner fra trioen.
Allerede inden Mont Olivers første officielle udgivelse har de varmet op for Imagine Dragons i et udsolgt Store Vega samt på Spot og Danmarks Grimmeste Festival.