Nyhed

Pixies fyrer bassist efter fem måneder

Kim Shattuck fik ikke lang tid i Boston-bandet, der for nylig besøgte København

Den stilskabende Boston-støjrock/pop/surf-gruppe Pixies har skilt sig af med deres nye bassist Kim Shattuck, som de hyrede for kun fem måneder siden, umiddelbart efter at den oprindelige bassist Kim Deal forlod bandet efter 27 år. Det fortæller Shattuck på sin Facebook-profil:

"Jeg er super-skuffet over at finde ud af, at min tid med Pixies sluttede i dag. En fantastisk oplevelse. Jeg glæder mig til igen at fokusere på The Muffs (Shattucks eget band, hvor hun er sanger og guitarist, red.) og vores kommende nye album. Alt det bedste til alle."

Pixies har netop afsluttet deres Europaturné i London, en turné, som bragte dem til en udsolgt Falconer Salen i København 13. november. Her uddelte GAFFAs anmelder Peter Lykke Madsen fem stjerner under overskriften "En tour de force i støj og hits" og skrev følgende om Kim Shattucks rolle: "På den anden side af Frank Black står aftenens store spørgsmålstegn. Hvordan vil erstatningen Kim Shattuck klare at erstatte publikumsdarlingen Kim Deal? Der er ikke nogen finger at sætte på hendes aften, nogle steder virker det, som om hendes korstykker er taget ud, men på for eksempel "Hey" falder hun fint ind i call-and-response-omkvædet."


Pixies' tour fortsætter i Canada i januar, men altså med en ny bassist, som endnu ikke er offentliggjort.

Pixies har ikke selv kommenteret fyringen, men på gruppens Facebook-side udtrykker fans stor overraskelse og beklagelse over afgørelsen.

I sidste måned talte GAFFA med Pixies' sanger og sangskriver Black Francis, som udtalte følgende om valget af Kim Shattuck:


– Vi har spillet med hende engang tidligere ved et velgørenhedsarrangement, og jeg kunne vældig godt lide hende. Jeg var ikke på jagt efter en ny bassist, da jeg mødte hende, men jeg skrev en mental note til mig selv om, at hvis jeg nogensinde fik brug for én, ville jeg spørge hende først. Joey og Dave (Santiago og Lovering, lead-guitarist og trommeslager, red.) ville gerne have, at vi skulle have en kvindelig bassist igen, for der er altid en spændende dynamik, når man har en kvindelig vokal som kontrast til min stemme. Også live sker der noget, når man har både mænd og kvinder på samme scene, fra før man overhovedet har spillet en tone. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er et af mysterierne ved mennesket.

Ved samme lejlighed sagde Black Francis følgende om Kim Deals afsked med Pixies:– Hun sagde det kun indirekte (hvad årsagen var, red.), men det er også lige meget. Det var tydeligt, at hun ville ud af bandet. Hun er altid velkommen tilbage, men jeg tror ikke, hun nogensinde kommer igen. Black Francis har tidligere fortalt Mojo Magazine, at Kim Deal forlod gruppen af private årsager. Kim Deal er i øvrigt for tiden på turné med sit band The Breeders og har udgivet tre solosingler i år.

Om Kim Deal er på vej tilbage i Pixies, eller de vil finde en ny bassist igen – med eller uden navnet Kim – må tiden vise.

Læs hele GAFFAs interview med Black Francis.


 

ANNONCE