50 procent af det succesfulde, danske band The Raveonettes runder et skarpt hjørne i dag
Sharin Foo, der er kendt som en del af den danske duo The Raveonettes, fylder i dag 40 år. Vi hylder den platinblonde sangerinde, der også kan skrive bassist og guitarist på sit cv. Karrieren fik for alvor et boost, da Sune Wagner kontaktede hende i 2001. Han havde skrevet nogle sange, som han mente egnede sig til duet med en sangerinde. Et musikalsk samarbejde var dermed grundlagt, og de to dannede først bandet The Girl On Death Row. Foo lærte sig hurtigt at spille bas til de relativt simple melodier, så hun både sang og spillede i gruppen, der senere kom til at hedde The Shades, inden man valgte navnet The Raveonettes.
Efter at have dannet bandet i København begyndte Foo og Wagner indspilningerne af debutpladen "Whip It On," der udkom i 2002, i det tidligere Sony-studie Once Was & Sauna Recording. De bookede det i tre uger og klarede hele produktionsarbejdet selv. Efter at have udvidet med guitarist Manoj Ramdas og trommeslager Jakob Høyer, spillede The Raveonettes et af deres første gigs på Spot Festival i Aarhus tilbage i 2002. Her formåede de at vække interesse – ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Redaktør David Fricke fra Rolling Stone Magazine var nemlig forbi og udtrykte sin begejstring, hvilket gav genlyd i musikverdenen og gjorde dem til et brandvarmt navn.
The Raveonettes har til dags dato udgivet otte album, hvor de tre største hitsingler må siges at være "That Great Love Sound" fra 2003-albummet "Chain Gang Of Love," "Love In A Trashcan" fra 2005-albummet "Pretty In Black" og ikke mindst "Last Dance" fra 2009-albummet "In And Out Of Control," der er at finde på sanglisten til computerspillet Rock Band 3. Deres seneste plade fra 2012, "The Observator", fik fem ud af seks stjerner med på vejen af GAFFAs anmelder Rune Schlosser under overskiften: "Storbymenneskets fortvivlelse og desperation står skrevet mellem nodelinjernerne på 'Observator', der udforsker nye soniske territorier."
Sharin Foo er født i Emmelev på Djursland. Det usædvanlige efternavn har hun efter sin far, der er halvt kinesisk. Sharin Foo gik på Norddjurs Friskole, hvor hendes sangtalent blev plejet, og da familien flyttede til København, valgte hun at tage en uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium. Hun har også studeret klassisk indisk musik i Indien. Under uddannelsen på konservatoriet deltog hun i sin første pladeindspilning i form af en jazz-plade, der dog ikke vakte større opsigt. Med Raveonettes er hun gået hele vejen, ligesom hun har gjort sig bemærket som dommer i TV2's talentshow "Voice – Danmarks største stemme" i 2011 og 2012. Vi siger hermed tillykke til en af dansk musiks store kvinder.