The Streets’ Mike Skinner har lagt en række friske numre ud, der både repræsenterer nye og gamle sider af musikeren
For et par år siden stoppede "The Streets"-projektet med Mike Skinner, men opbruddet betyder ikke, at briten har lagt musikken på hylden. På Skinners SoundCloud-profil er der dukket flere nye numre og remixes op, hvor han dog ikke selv rapper eller synger. Numrene bevæger sig i sfæren mellem dance, trance og dub step, men flere af numrenes lydelementer trækker spor tilbage til perioden med The Streets.
Mike Skinner havde i midten af 2000'erne stor succes med numre som "Dry Your Eyes", "When You Wasn't Famous" og "Has It Come To This". Som frontmand i The Streets inkluderede Skinner flere forskellige kunstnere, dog primært trommeslager Johnny Drum Machine, sanger Kevin Mark Trail og den italiensk/amerikanske beatmaker Leroy. Det blev i alt til seks album fra The Streets, hvoraf det sidste var "Computers And Blues" fra 2011. Albummet fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "The Streets lukker og slukker med varierende held, men tør øjnene og skub i stedet tingene fremad."
Det har Skinner nu gjort med en række nye numre, som du kan høre her: