Interview: The Eclectic Moniker møder Søren Huss og Asger fra Kashmir

Stemningen er høj, og kapslerne er allerede røget af det første sæt grønne, da GAFFA tropper op på rock'n'roll-vinylbaren Musiksmag på Jægersborgsgade en sen tirsdag aften. Gaden, der tidligere var berygtet for rockere og kriminalitet, er nu nogenlunde så hip og cool, som det bliver i hovedstaden. Fire garvede, passionerede musikerdrenge, hvis veje har krydset hinanden flere gange. Snakken flød om The Eclectic Moniker, hvad der rører sig på scenen lige nu, humor versus melankoli, kunsten at skabe sig en lang karriere, og hvad fanden er så lige det der med Søren Huss og Nik & Jay ay ay for noget!? Ordet er hermed givet frit til de fire musikere, musikelskere og ikke mindst gode venner.

Klientellet:

Asger Techau: Trommeslager i Kashmir i 22 år, har i perioder stået i front for eget band og medvirket som tekniker/producer på andres udgivelser, herunder The Eclectic Monikers Continents

Peter Kohlmetz Møller: Keys, The Eclectic Moniker

Frederik Vedersø: Sang, guitar, The Eclectic Moniker

Søren Huss: Forsanger i Saybia og dansksproget solist

The Eclectic Moniker – Continents

Asger: – Jeg kom ind i projektet som tekniker og endte med at blive ham, der kæftede op hele tiden. Mit mål var, at I skulle turde at udvikle sig, at I havde noget dybere, som skulle frem, og jeg synes, du (Frederik, red.) er blevet mere emotionel denne gang.

Frederik: – Ja, du var benhård, men med kærlighed. Og ja, det er popmusik, vi gerne vil lave,

Asger: – Og vi ved jo alle, at man sagtens kan lave popmusik, der betyder noget, noget der stikker dybere, noget der rører folk på et emotionelt plan. Det er vigtigt, fordi der også er så meget crap i pop.

Søren: – Det, jeg kan lide ved jer, er, at I har jeres helt eget univers. Der er ingen, der lyder som jer. Har I egentlig arbejdet med dogmer?

Frederik: – Nej, egentlig ikke. Vi ville bare gerne lave en stram popplade, og jeg synes, at vi har frigjort os mere fra forbilleder som Paul Simon denne gang.

Peter: – Jeg synes, vi er ved at finde mere vores egen stil. Vi siger i bandet, at Frederik spiller "Eclectic guitar". Jeg kender ingen, der spiller som ham.

Asger: – I har jo klart jeres eksotiske side, det er nøglen til jeres lyd, men I fik ligesom "calypsoet" godt igennem på den første. Og I har meget mere i jer endnu. Jeg synes, I skal arbejde med at forenkle udtrykket, der var jo en million perkussion-tracks på pladen oprindeligt.

Peter: – Fra at lave teatermusik kender jeg tesen "simplify, amplify", og det kan vi være ret dårlige til. Vi er syv mennesker med millioner af idéer, og nogle gange bliver der bare hældt på. Her var Asger og Mads (Nørgård, producer, red.) vildt gode til at skære ind til benet.

Søren: – Jeg var nærmest i chok, første gang jeg så jer live. Min første tanke var "kan man virkelig det, må man virkelig det?", og det er der jo noget fedt over, det viser, man har fat i noget originalt. Og så var der en forsanger, der var lige på grænsen til at være tykkere end mig. Da jeg så hørte Continents, forventede jeg en calypso-plade, men reaktionen var "wow!" Jeg landede et helt andet sted end forventet.

Asger: – Sjovt, du siger chok, Søren. Første gang jeg mødte jer, var, hvor I stod syv mand og fumlede på scenen til en lydprøve på Vega, og jeg tænkte: "Shit, hvad er det, jeg har indledt mig på. Det her kommer aldrig til at fungere". Og så pludselig, jeg ved ikke hvad der skete, så startede I med at spille, og denne her forvirrede myretue forvandlede sig til en frontal enhed.

Den lange karriere

Asger: – Vi (Kashmir, red.) har eksisteret i 22 år, og det er fantastisk, at vi har fået lov til at udvikle os og prøve os frem som band. Og hvad det angår, er branchen blevet nådesløs. Vi kommer fra en anden tid og nok den sidste tid, hvor bands som udgangspunkt fik lov til udvikle sig og måske først slå igennem på tredje plade.

Søren: – Den tid var forbi, da vi (Saybia, red.) blev "signet" ( 2001, red.).

Asger: – Præcis, vi fik lov til at gå igennem pubertetsårene.

Peter: – Kashmir er blevet et venskabsband for os, et forbillede i kraft af at de er et band, der har holdt sammen, udviklet sig og udfordret sig selv i over 20 år, det er vildt inspirerende. De er et rigtigt band, og dem er der ikke så mange af efterhånden.

Asger: – Der er meget at lære. Det har taget os årevis at indse, at det er sangen, det drejer sig om. Udgangspunktet for mig er ikke, nu skal jeg ind og fyre mine trommer af, men "kan mine trommer bidrage med noget på det her nummer, eller er sangen bedre tjent uden". Det betyder også, at man skal parkere sig eget ego, og det kan være svært.

Søren: – Det gør det så ikke nødvendigvis lettere, når man er syv mennesker.

Frederik: – Nej, det kan sgu være lidt af en udfordring, især når man så gerne vil.

Søren: – Det kan være svært at forudsige, om man får en lang karriere. Først kunne Saybia ikke få kontrakt, og siden blev vi næsten slaver af vores egen succes. Senere har jeg så skiftet spor fra band og engelsk til solo og dansk. Gør man det, må man være parat til at miste hele sit stampublikum. Jeg havde en kæmpe ærefrygt over for det danske sprog, det tog mig virkelig lang tid at blive tilfreds. Men i forhold til der, hvor jeg var, var det det eneste, jeg kunne gøre.

Frederik: – Var det C.V. Jørgensen og ligesindede, du havde som referencer, da du gik i gang?

Søren: – Nej, ham begyndte jeg først at høre senere, jeg har altid været ret langsom, hvad angår musikhistorien. Men jeg har sunget meget i kirkekor som barn, så jeg var ikke bange for at tage store ord i munden. Nøglen til sprogkoden for mig var, at hvis jeg skulle skrive noget banalt som "du er så smuk", så skulle der være noget substantielt op til, som retfærdiggjorde den sætning.

Asger: – Vi var heldige at få en fast fanbase i en tid, hvor folk var mere villige til at holde fast, og vi har haft det privilegium at udvikle os med et trofast publikum, der også elsker os, når vi laver noget lort. Men vi har også skiftet base flere gange. Mange elsker primært vores første to plader, det er bare overhovedet ikke der, hvor vi er i dag. Hverken som band eller mennesker.

Frederik: – Det ville også være frygteligt, hvis I var.

Peter: – Men I har altid haft en fanbase, mener du at folk er blevet mindre loyale i dag, fordi udbuddet er så stort?

Asger: – Hmm, jeg vil nok udtrykke den sådan, at folks kærlighedsaffærer med bands er blevet mere brændende, men kortere. Jeg oplever selv, at jeg har virkelig svært ved at fange og identificere mig med ny musik på samme måde som tidligere, fordi der er så meget. Der er denne her sværm af fluer hele tiden.

Frederik: – Det er derfor, at det er så ufatteligt vigtigt at brænde igennem med noget originalt hver gang. Derfor har jeg stor respekt for dem, som evner at holde sammen i rigtigt mange år, og skal jeg pege på en, der for alvor har vist sig langtidsholdbar, så er det Paul Simon (hvis ansigt er tatoveret på Frederiks venstre arm, red.).

Søren: – Jeg fristet til at veje Radiohead op imod Coldplay. Jeg synes, at Radiohead har valgt den "rigtige" vej, fordi de står så benhårdt på deres kunstneriske virke, og at Coldplay er blevet kedelige. Jeg ved fra Radioheads manager, at de efter Ok Computer kom op på kontoret, afleverede den færdige master til Kid A og sagde: "Værsgo, sælg den! Vi laver ingen interviews og ingen videoer".

Asger: – De har aldrig været bange for noget, man kunne ønske, man var lige så modig. På den anden side, er det sundt? What have they done for me lately?

Peter: – Så er der dem, der bliver omvandrende museer. Det synes jeg, både I, Asger, og du, Søren, har undgået.

Søren: – Men det kan være sjovt at vende tilbage til fortiden indimellem. Vi har for nylig genopført hele The Second You Sleep i Koncerthuset og på Smukfest. Det har været fantastisk og for os helt uhøjtideligt og ikke forbundet med de kontroverser, der også var i sin tid, men en glæde over at spille noget, som folk har forelsket sig i.

Humor versus melankoli

Asger: – Der er også mange, der siger, at vi vedbliver med at være det her indadvendte tuderock-band. Men faktisk er vi super glade mennesker med en crazy humoristisk sans. Det kan bare være vildt svært at få ind i musikken, uden at det bliver corny.

Søren: – Men jeg synes, det ville gavne jer også at favne den "wacky" humor, der var så åbenlys på jeres første plader i dag, skal vi sige åndsmæssigt.

Asger: – Men jeg lover jer, der er præcis den samme humor i bandet nu som dengang. Det er mine brødre, de drenge, det er som en anden familie. Jeg har oplevet nogle ting med de gutter, som jeg aldrig kommer til at opleve med min egen kone.

Frederik: – Også seksuelt?

Asger: – I allerhøjeste grad.

Peter: – Ok, men i forhold til humor versus melankoli, så synes jeg, at Flaming Lips mestrer det godt. De kan forvandle sørgmodige tekster om dødsangst til en fest, jeg bliver i godt humør af.

Asger: – Jeg synes også, at I er gode til det, at sætte folk i godt humør, men formidle noget melankolsk samtidig.

Frederik: – Jeg kan lide tanken om at skrive en tekst om at have det ad helvede til, til et festværkeri af en melodi.

Søren: – Musik kan gribe folk i deres melankoli, og når man føler sig grebet, bliver man automatisk i bedre humør. Jeg har lavet et sorgfuldt album, men oplever, at folk kommer opstemte hjem fra koncerten, jeg tror, at det er meget det, som melankolien kan.

Frederik: – Det ligger meget i musikkens ånd og væsen.

Asger: – Jeg tror helt generelt, at hvis der står en på en scene og udtrykker noget, som en i publikum kan genkende i sig selv, så følger vedkommende sig mødt: "Jeg er ikke alene", og det er et positivt lyspunkt. Derfor er det fedt at lave melankolsk musik, for de følelser, man formidler, er følelser, alle mennesker har på et eller andet plan.

Søren: – Så er glæde jo også en flygtig størrelse, hvorimod melankoli og sorg er den største konstant, og det er vel også derfor, at nyheder typisk handler om ulykker og katastrofer.

Hvor er dansk musik på vej hen?

Frederik: – Jeg synes, at dancehall-bølgen er ved at være meget udvandet. Den var frisk i starten, men er ved at køre træt i gentagelser. Det er smertefuldt for ørerne at blive ved og ved med at lytte til det samme nummer. Det kan være en meget kortsigtet beslutning at lave det, som publikum gerne vil have. Det er bedre at lave det, de ikke vidste, de gerne ville have.

Asger: – Jo jo, men hvordan gør man lige det? Hvordan opfinder man det, som publikum ikke vidste, at de havde vildt behov for. Vidste jeg det, var jeg verdens rigeste mand. Flere gange.

Frederik: – Jo, men er det ikke sjovere i det mindste at prøve, frem for at være så business-agtig omkring sin musik.

Asger: – Udfordring er basalt sjov som musiker, helt klart. For at blive ved emnet, må jeg stille dig et spørgsmål, Søren? Hvad var din reaktion, da Nik & Jay kontaktede dig om, hvorvidt du ville synge et omkvæd på engelsk for dem?

Søren: – Niklas ringede og spurgte, om jeg ville komme med et bud (Ocean Of You, red.) Jeg sagde ja med det samme, jeg har stor respekt for dem. Jeg var lige færdig med en tur omkring tunge emner, så det var fedt, for det var let og romantisk, og jeg kunne se mig selv i det.

Asger: – Det er sjovt, for det kunne jeg ikke. Undskyld, jeg er så direkte. Jeg var målløs, jeg har stor respekt for dig, Søren, men jeg kunne ikke lide resultatet. Jeg tænkte, hvad skulle du der? Hvorfor havde du behov for det?

Søren: – Jeg tror bare, jeg var nysgerrig. Jeg tog i studiet med dem og oplevede, hvor dygtige de er, og var der noget, der ramte, mærkede vi det alle tre med det samme.

Frederik: – Vi havde samme oplevelse, da vi arbejdede med Medina, (Lyser I Mørke, red.). Det var sjovt og spændende. Får vi chancen for at lave noget med Nik & Jay en dag, er jeg da sikker på, at vi hopper på.

Peter: – Er det ikke bare at kaste sig ud i det og prøve det? Man har kun et liv.

Frederik: – Jeg synes, der sker noget herhjemme i film, musik og kultur i det hele taget. Der er sindssygt mange gode bands i dag. Det er en guldalder.

Peter: – Jeg er enig, men jeg synes, der er få, der stikker over det ocean af gode artister, altså dem der ændrer ens verden.

Frederik: – Men jeg ved helt generelt ikke, om vi har muskler til at køre internationalt.

Peter: – Jeg synes, det er lidt foruroligende, at man har et stramt navigeret branche-set-up med konservatorieuddannede live-musikere, sangskriverteams, managers og så videre. Det hele er sat op til at erobre verden, men levner ikke meget rum for "crazyness" og for rock'n'roll. Det er ikke en model, der skaber det nye Kashmir. Man får lyst til at stille spørgsmålet, kunne et Kashmir starte op i dag?

Asger: – Det kunne det godt, men det er spørgsmålet, om det ville holde. Hvis det gjorde, ville det nok ikke blive lige så stort, der er ikke meget plads.

Søren: – Der er også meget ligegyldigt fløde-pop i dag, som jeg er ved at brække mig i lårtykke stråler over.

Frederik: – Der er en masse lort, som aldrig burde komme ud.

Søren: – Men kommer det ikke stadigvæk an på den gode sang? Pludselig er der et nummer som København med Ulige Numre, der bare siger kapow! Der sker jo stadigvæk.

Asger: – Det sker, men jeg glæder mig til at høre et dansk band, der tager røven på mig, og det er der ikke rigtigt i øjeblikket. Men jeg vil sige, at jeg elsker I Got You On Tape, det lugter af nødvendighed, og så er det superfedt at være musiker i Danmark i dag.

Søren: – Jeg tror, Ulige Numre kommer til at sætte dagsordenen de næste ti år, og så synes jeg, at både P3 og P4 er gode til at hjælpe nye ting frem.

Frederik: – Jeg mener, Marie Key er vores tids Anne Linnet. Så tror jeg meget på et band, der hedder Den Fjerde Væg.

Søren: – Jeg hørte Baby in Vain til en showcase, hold kæft hvor lød det fedt. Stonerrock og 70'er-anarki.

Peter: – Rocken overlever alt, og jo mere underkuet den genre er, jo bedre lyder den.

The Eclectic Moniker er for tiden på Danmarksturné. Se datoer og find billetter via GAFFA Live.