Nyhed

P6 Beat hylder Pearl Jam

På lørdag sender DR's digitale kanal seks timer dedikeret til Pearl Jam, hvor du blandt andet kan høre et interview med Stone Gossard

Den 14. oktober udgiver Pearl Jam albummet "Lightning Bolt", og i den anledning har DR's digitale kanal P6 Beat valgt at sætte fokus på bandet med et seks timer langt program i serien "P6 Beat elsker". Sessionen byder blandt andet på et interview med Pearl Jam-guitaristen Stone Gossard samt Danmarkspremiere på "Lightning Bolt".

Værten Anders Bøtter får selskab af GAFFAs helt egen Pearl Jam-ekspert Henrik Tuxen, som vil fortælle vidt og bredt om det legendariske band. Derudover kommer Dizzy Mizz Lizzy-bassisten Martin Nielsen, som er inkarneret Pearl Jam-fan, også i studiet og fortæller om sin fascination og sine yndlingsnumre fra bandet. Undervejs bliver der også quizzet i Pearl Jam-musik, gennemgået et helt album fra A-Z og fortalt en masse Pearl Jam-anekdoter. Udsendelsen slutter med lytternes Top 10 Greatest Hits.

"Lightning Bolt" bliver den tiende studieudgivelse fra Pearl Jam, der debuterede tilbage i 1991 med albummet "Ten". Op igennem 90'erne etablerede Pearl Jam sig som et succesfuldt rockband og har siden holdt længere og solgt flere plader end mange af de andre kunstnere, der debuterede i samme periode og genre.


Indtil videre er der blevet udgivet to singler fra det kommende album. Den seneste single er "Sirens", som er et af de mindre hidsige fra Pearl Jam. "Sirens" står i skarp kontrast til den første single "Mind Your Manners", der udkom i slutningen af august.

Er du også vild med Pearl Jam, så stil radioen ind på P6 Beat og lyt med på lørdag klokken 10-16. Indtil da kan du nyde en gammel Pearl Jam-klassiker her.


ANNONCE