Nyhed

Se ny video med koncertaktuelle Copenhagen Phil og Efterklang

Copenhagen Phil-orkestret, der i aften spiller med CODY, har lavet en sammenklipning af deres musikalske projekt med Efterklang

Efterklang lavede tidligere i år en såkaldt 60 Minutes-koncert sammen med symfoniorkestret Copenhagen Phil, og det er der nu kommet en stop-motion-film ud af, som kan ses herunder. Copenhagen Phil arbejder for tiden med forskellige bands, hvor de kombinerer indie-rock med klassisk musik. Kombinationen af de to genrer er kendt som indie classical og er blandt andet populært i England og USA, hvor artister som Jonny Greenwood fra Radiohead og Dessner-brødrene fra The National er begyndt at skrive musik til store orkestre.

I aften kaster Copenhagen Phil sig ud i endnu et samarbejde, denne gang med det danske band CODY, som de giver koncert med i Konservatoriets Koncertsal i det gamle radiohus på Rosenørns Allé i København. CODY udgav sidste år albummet "Fractures", som fik fem stjerner af GAFFA med ordene: "Endnu en fuldtræffer fra den pragtfulde københavner-septet." Ud over samarbejder med CODY og Efterklang har Copenhagen Phil også arbejdet sammen med Dressner-brødrene fra The National, og senere i år lægger den britiske komponist Max Richter, hvis musik senest har været aktuel på Museum of Modern Art i New York, vejen forbi Danmark og spiller med orkestret i Store Vega.

Du kan finde billetter til aftenens arrangement med Copenhagen Phil og CODY via GAFFA Live.


Oven i det nye musikalske projekt lancerer symfoniorkestret også i samarbejde med bryggeriet Mikkeller deres helt egen øl med navnet "60 Minutes of Mikkeller", der har en promille på 6,0. Som symfoniorkestret selv skriver: "Specialbrygget øl + indie-bands = Danmarks mest street symfoniorkester."

ANNONCE