Nyhed

Zjakalen – Ung rapper hædrer den gamle skole, med hjælp fra MC Einar

Vi har mødt den danske hiphopper, der ikke er gammel nok til at have oplevet MC Einar og Rockers By Choice i deres unge år, men elsker dem

Dansk rap har i år 25 års jubilæum. Dette runde hjørne blev fejret på plænen i Tivoli i september, hvor blandt andre MC Einar spillede. Netop MC Einar har lagt navn til den unge rapper Zjakalens nyeste single "Einar Gjorde Det Bedre" (se video nederst i artiklen) Nummeret er lavet som en hyldest til den danske raps rødder og er samtidig et opråb til den "nye skole". – Nummeret er en hyldest til den gamle skole og ikke mindst MC Einar, der sammen med Rockers By Choice blandt andet lagde grobund for rap, som vi kender det i dag. Samtidig er nummeret også en fuckfinger til meget af den nyere danske rap, som jeg personligt mener ligger langt fra det, jeg i sin tid lod mig inspirere af. Det er lavet som en blanding af et surt opstød og en tribute til de folk, der har inspireret mig til at lave rap.

– Jeg er jo ikke gammel nok til at kunne huske, dengang Einar og RBC var fremme, der var jeg knapt nok født. Det første rap, jeg hørte, var Østkyst Hustlers, og jeg var solgt på stedet. Derefter begyndte jeg at få øjnene op for en masse andet rap også, og det var vigtigt for mig at grave helt ned til rødderne, og jeg stiftede derfor hurtigt bekendtskab med de helt gamle drenge der.

Zjakalen mener, at der er en væsentlig forskel på mentaliteten fra dengang og i dag.


– Dengang var det mere ligetil. I dag er rap blevet et modefænomen, som ofte laves og følges af folk, som ikke har kendskab til rødderne og laver musikken, fordi det er det, der hitter netop nu. Selvfølgelig bliver der stadig også lavet velproduceret og "ægte" rap i dag. Rap, hvor man kan fornemme, at personen bag har et budskab. Der skal også være plads til at eksperimentere, for ellers sker der aldrig nogen udvikling. Dog er meget af det, der bliver lavet i dag, musik uden sjæl. Det er lidt som at se en "Die Hard"-film uden Bruce Willis som John McClaine. Det kan sikkert godt blive en god actionfilm, men kernen mangler.

Overtalte MC Einar

I videoen til "Einar Gjorde Det Bedre" har selveste MC Einar en gæsteoptræden. Zjakalen beretter her om, hvordan han fik den ellers mediesky danske raplegende overtalt til at være med.


– Jeg sendte nummeret til Einar, inden pladen kom ud, og han kunne lide det. Han kunne lide energien og var positivt stemt over for det. Derefter lå det i kortene, at han skulle være med. Videoen er i sig selv ret uprætentiøs, og det tror jeg passede ham meget godt. Jeg var meget positivt overrasket over ham som person. På selve optagedagen var han den første, der kom og den sidste, der gik. Vi havde en rigtig hyggelig dag. Ud over MC Einar optræder Bossy Bo fra Østkyst Hustlers (som også har produceret nummeret), Tyde T (Klart Dér), Q (Flopstarz) og DOC T. Alle rappere, der repræsenterer hvert sit stykke af den tidlige danske rap.

– Hiphop betyder meget for mig. Selve mentaliteten i hiphop og måden, hvorpå man kan formulere sig og udtrykke sig igennem rap, har stor betydning i mit liv. Men det er samtidig vigtigt at have et budskab på hjerte frem for at lave noget, hvor der satses på, at det skal blive næste uges hit. Generelt synes jeg, at den danske musikscene kan virke indspist. Som jeg også siger på nummeret, handler branchen meget om at kysse røv og klappe skuldre. Måske har det altid været sådan, men jeg synes ikke, det er blevet bedre med tiden.

På spørgsmålet om, hvorvidt Zjakalen stadig laver rap om 25 år, svarer han:


– Langt størstedelen af de større danske rappere herhjemme har efterhånden rundet de 30 år, nogle til og med 40. Rap er ikke længere et ungdomsfænomen, så jeg tror sagtens, at jeg kunne lave rap om 25 år. Det kan jeg ikke udelukke. Jeg er meget i tvivl om, hvad fremtiden bringer for dansk rap, men jeg håber, at genren finder tilbage til rødderne igen. At hiphop bliver hiphop igen, og det er det, der kommer til at dominere, frem for et eller andet hipster-smart pis. Som jeg siger på nummeret: "Nogle gange er man nødt til at starte fra scratch og bygge det op igen". Lad os bygge dansk rap op igen og tage den derfra.

Zjakalen har trods sine kun 26 år lavet rap i mere end 10 år, men det er først nu, han har følt sig klar til at udgive debutalbummet "Snakker Du Til Mig", som blandt andet indeholder singlen "Einar Gjorde Det Bedre". Albummet kan erhverves på Itunes og streames på Spotify.  

Se videoen til "Einar Gjorde Det Bedre":        

ANNONCE