Det musikalske ikon genudgiver ”The Next Day” i en udvidet version, der blandt andet inkluderer en lille håndfuld nye numre
David Bowie udgav tidligere i år albummet "The Next Day", som var hans første udgivelse i 10 år efter albummet "Reality" fra 2003. Nu har sangeren annonceret, at han den 4. november vil genudgive det seneste album med nyt ekstramateriale i et bokssæt. Boksen har fået navnet "The Next Day Ekstra" og inkluderer den originale cd med 14 numre, en cd med 10 bonus-numre samt en dvd med de fire allerede offentliggjorte promotion-videoer: "Where Are We Now?", "The Stars (Are Out Tonight)", "The Next Day" og "Valentine's Day". Du kan se videoen til "The Next Day" herunder.
Cd'en med de 10 bonus-numre indeholder fire helt nye sange fra Bowie, to remixes – herunder et af LCD Soundsystems James Murphy – og nummeret "God Bless The Girl", som er fra den japanske udgivelse af "The Next Day". Bonusnumrene fra deluxe-udgaven af "The Next Day" udgør de sidste tre numre.
"The Next Day" blev ved sin udgivelse anmeldt af GAFFAs Finn P. Madsen, der gav forløsningen på de ti års tavshed fra Davis Bowie fire stjerner.
Albummet er blandt de nominerede til den prestigefyldte Mercury-pris, hvor Bowie blandt andre konkurrerer mod 2006-vinderne Arctic Monkeys. David Bowie var sidst nomineret til prisen i 2002 for albummet "Heathen", hvor han tabte til Miss Dynamites "A Little Deeper".
Den samlede track-liste for ekstra-cd'en ser således ud:
"Atomica" (ny sang)
"Love Is Lost" (Hello Steve Reich Mix By James Murphy For The Dfa)
"Plan"
"The Informer" (ny sang)
"Like A Rocket Man" (ny sang)
"Born In A UFO" (ny sang)
"I'd Rather Be High" (Venetian Mix)
"I'll Take You There"
"God Bless The Girl"
"So She"