Nyhed

Hør ny sang fra The Killers' kommende opsamling

Efter diverse ledetråde har The Killers nu offentliggjort, at de udgiver en opsamling

The Killers har de seneste måneder sendt en række ledetråde ud, hvilket fik fans til at spekulere i forskellige kommende udgivelser, koncerter og turnéer. Nu har bandet endelig løftet skøret for betydningen af de kryptiske beskeder, idet de nu har annonceret, at de udgiver opsamlingen "Direct Hits" den 11. november i år. Anledningen til udgivelsen af en opsamling er bandets 10 års jubilæum, som de kan fejre i 2014.

Ud over en række af bandets største hits vil opsamlingen også indeholde tre deluxe-versioner, blandt andet et Calvin Harris-remix af "When You Were Young". Derudover vil man også kunne finde to helt nye numre fra The Killers, hvoraf det ene, "Just Another Girl", er produceret af Stuart Price, der tidligere har arbejdet sammen med bandet. I sidste uge sendte The Killers en ledetråd ud i form af en morsekode, som indeholdt teksten "The Killers shot at the night", som refererede til det andet nye nummer på opsamlingen, "Shot At The Night"-singlen, som er lavet i samarbejde med M83s Anthony Gonzalez, udsendes den 4. november. Allerede nu kan du dog høre nummeret nedenfor.

The Killers blev dannet tilbage i 2001 og udgav deres første album "Hot Fuss" i 2004, hvor de fik stor succes med singlerne "Somebody Told Me" og "Mr Brightside". Siden da er det i alt blevet til fire studiealbum, hvoraf det seneste, "Battle Born", blev udgivet i 2012. Albummet fik tre stjerner af GAFFAs Michael José Gonzalez under overskriften: "The Killers har atter været på rov hos idolerne og leverer et all star-medley, der let kunne høre hjemme på en Vegas-scene."


Det er efterhånden lang tid siden, at The Killers har været på besøg i Danmark. Sidst gav de koncert til Skive Beach Party 2009 (nu Skive Festival, red.), hvor bandet gav en forrygende koncert, der scorede topkarakter hos GAFFA. Vores lille nation stod desværre heller ikke på The Killers' tour-liste i 2013. Til gengæld spillede de i Malmö, hvor GAFFA også havde en anmelder til stede, som gav koncerten fire stjerner.

'Direct Hits' tracklist:

'Mr Brightside'


'Somebody Told Me'

'Smile Like You Mean It'

'All These Things That I've Done'


'When You Were Young'

'Read My Mind'

'For Reasons Unknown'


'Human''Spaceman'

'A Dustland Fairytale'

'Runaways'


'Miss Atomic Bomb'

'The Way It Was'

'Shot At The Night'


'Just Another Girl'

 

Deluxe Version extras:


'Mr Brightside' (Original Demo)

'When You Were Young' (Calvin Harris remix)

'Be Still'


Hør "Shot at the Night":

ANNONCE