Mere end 20 bands og solister underholdt flere end 20.000 i Tivoli
Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion
Lineup og rækkefølge: L.I.G.A., Panamah, Ankerstjerne, Christopher, Kim Cesarion (Sverige), Nabiha, Pharfar, Wafande (+Kaka), Kongsted, Kato (med Safri Duo & Björnskov), Shaka Loveles, Envy (Norge), Burhan G, Naughty Boy (med Emeli Sandé), Medina, Rasmus Seebach, Nik & Jay
Vært: Kato
Fangruppernes fest
Der var linet op til et brag af en hitkavalkade i går, da radiostationen The Voice endnu engang fyldte Tivoli med over 20.000 mennesker og tidens største popstjerner. I løbet af aftenen var der desuden uddeling af forskellige awards og gode overraskelser i ærmet.
Aftenen blev godt bundet sammen af Kato, som i år havde fået vært-hatten på. Desværre druknede de små gimmick-videoer, der blev vist mellem musikken i lydblackouts. Af og til var pauserne mellem kunstnerne da også præget lidt for meget af pause, hvor tiden godt kunne være fyldt bedre ud.
Når dét er sagt, må man endnu engang tage hatten af for arrangørerne, der havde stablet en særdeles velopbygget aften på benene. Der var både hårdtpumpende klubøjeblikke og afdæmpede indslag, som Burhan G's mere sarte sange udsat for strygerbesætning og fakler.
Showet varede hele fem underholdende timer, og har nok fået et par Christopher Lovers eller Seebach'er til at droppe tirsdagslektierne til fordel for årets popfest. Igennem aftenen blev fangruppernes tweets sendt op på storskærmene ved siden af scenen, som bl.a. udløste tinnitusfremkaldende skrig, hver gang Justin Bieber og hans Beliebers blev nævnt.
Aftenen vekslede mellem mere rutinerede indslag og de lidt friskere pust. For eksempel åbnede L.I.G.A. festen, efterfulgt af Panamah, der trods hittet DJ Blues desværre druknede lidt i skrigende Beliebers og Directioners, som fulgte med i storskærmens tweets. Ankerstjerne sang hittene Millionær og Tag Hvad Du Vil, støttet af sangtekster på storskærmen, men kunne godt have brugt en hjælpende hånd fra Rasmus "Ralle" Seebach og Burhan G, når nu de alle var der.
Ankerstjerne blev afløst af Christopher, der trods han ikke vandt prisen for bedste publikum (den gik til Justin Biebers Beliebers, red.), knuste en god mængde teenagehjerter da han med sølvbukser dansede og sang sig igennem blandt andet Where Do We Go From Here assisteret af Svenstrup & Vendelboe. Tinnitusen fra Christophers skrigende fans fadede over i Kim Cesarions flotte falset, og Nabihas fantastiske stemme var også i absolut topform.
Et hav af knæklys
Festen blev dog først for alvor skudt i gang, da Pharfar ramte scenen. Bassen fik lov at pumpe og fik ikke lov at stoppe, da Wafande (ledsaget af Kaka) fortsatte festen, efterfulgt af Kongsted, som i røg og damp fik omdannet Plænen til et hoppende hav af lys fra mobiltelefoner og glowsticks. Særligt ved hittet Chuck Norris tog festen fart og fortsatte overraskende med Safri Duos 2001-hit Played-A-Live. Sammen med Björnskov fyrede bongo-drengene også Katos Dimitto (Let Go) af.
Et af aftenens absolutte højdepunkter kom umiddelbart efter, da Shaka Loveless trak alle vennerne fra Donkey Records (Pharfar, Wafande, Kaka) på scenen og med et skyhøjt energiniveau endnu en gang slog fast, at dancehall er kommet for at blive. Modsat showets andre popdrenge formåede de nemlig at lave en fest sammen med blandt andet hittet Ikke Mere Tid.
Burhan G (som i øvrigt vandt prisen for frækkeste frisure) forførte bag flyglet med fakler og strygere til numrene Din For Evigt og Kalder Mig Hjem.
"Tidligt op i morgen? - #pæntnejtak"
Ikke overraskende var det de helt tunge drenge (og piger), der rundede showet af med hit på hit på hit på… Medina viste sig som en mørkets dronning af format med sit dystre sceneshow og en lang perlerække af hits
Rasmus Seebach gik også på med et brag (bogstaveligt talt), denne aften med en blæsergruppe, der lå lige som de skulle. Han vandt i øvrigt velfortjent både prisen for bedste livekunstner og den eftertragtede The Voice-Pris. Han fortsatte aftenenes hitparade med blandt andet Lidt I 5 og Millionær samt den nye Olivia, hvorefter han sammen med storebror Nicolai lod Sirenerne synge, og rundede af med Natteravn.
Nik og Jay lukkede ballet med velkendt attitude. For der er jo "alt for lidt tid alt for mange hits". De peakede dog i samarbejdet med Søren Huss, som også viste sig på scenen i aftenens anledning til Ocean Of You. De takkede aftenen af med den nyeste single og et "tidligt op i morgen – pænt nej tak"
Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion





