Nordmændene livestreamer deres afskedskoncert senere på måneden
Kaizers Orchestra har valgt at lægge instrumenter og olietønder på hylden, og den 14. september giver bandet deres sidste koncert i hjembyen Stavanger. Der var i alt 5.500 billetter til afskedskoncerten, og de blev revet væk på bare otte minutter.
Som følger af den store interesse har Kaizers Orchestra nu valgt at give fans mulighed for at se koncerten live hjemmefra.
- Taget i betragtning af, hvor hurtigt denne koncert blev udsolgt, står det klart, at interessen er stor, og at mange, som ønsker det, ikke får mulighed for at være til stede til selve koncerten. Vi vil gerne have HELE Kaizerfamilien med til denne festaften, uafhængigt af den geografiske placering, og om du har billetter eller ej, så det er nu dejligt endelig at kunne invitere alle ind," fortæller Kaizers-guitarist Geir Zahl.
For at opleve Kaizers Orchestras "Siste Dans" den 14. september, skal du logge på websitet http://www.livemusicstage.com og købe en billet til 5 euro. Livestream af koncerten begynder klokken 19.30, og under koncerten kan du på sitet chatte med andre tilskuere, der er logget på. Du kan allerede nu logge ind og købe din billet og få sendt en e-mail med påmindelse om koncerten, hvis du ønsker det.
Kaizers Orchestra blev dannet tilbage i år 2000 og udsendte et år efter deres debutalbum "Ompa Til Du Dør". Herhjemme brød bandet igennem efter en legendarisk koncert på Roskilde Festival 2002, hvor de etablerede en trofast dansk fanskare.
Den sidste koncert fra de norske herrer på dansk grund blev leveret til dette års NorthSide Festival, hvor Kaizers Orchestra sagde pænt tak og (måske) endeligt farvel til det danske publikum. I et interview med GAFFA hentydede forsanger Janove Ottesen dog til, at der trods alt er mulighed for fremtidig gendannelse.
- Hvis vi skulle spille på Roskilde igen (i 2013, red.), ville vi efterhånden få karakter af husorkester, og det tror jeg, hverken Roskilde eller vi ville synes var en god idé. Men hvis vi på et tidspunkt vælger at blive gendannet, kunne det være fint at gøre det på Roskilde.
Vi håber og krydser fingre.