Årets Musikfoto er en røvsparker fanget af fotograf Henrik Moberg Jessen
Fang øjeblikket. Denne på en gang simple og svære opgave havde GAFFA stillet landets bedste musikfotografer, og man må sige, at det gjorde de. Magiske øjeblikke foreviget af såvel professionelle fotografer som entusiastiske fritidsfotografer.
Flere end 2.000 flotte, fascinerende musikbilleder dystede om priserne til GAFFA Photo Award '13, og vinderen blev en røvsparker af et billede af det skånske punkband Slöa Knivar taget på 1-Day Hardcore Showdown på Beta i København.
Årets vinderbillede af GAFFA Photo Award '13, som er Danmarks største musikfotokonkurrence, er lige så råt som den musik, det indfanger. Billedet blev udvalgt af juryen, som i år bestod af Søren Lorenzen, billedchef på Berlingske Media, Morten Rygaard, billedchef på GAFFA og Peter Ramsdal, chefredaktør på GAFFA, mellem 2.000 andre musikbilleder og er taget af Henrik Moberg Jessen.
Juryens begrundelse lød: "Et fotografi, man kan høre og mærke. Det formidler en utrolig intens energi og virker som indbegrebet af livemusik. Der er rigtig mange ting, der er lykkedes i dette billede. Sangerinden er i det gyldne snit, flashen er fyret af på det rigtige tidspunkt, fra knytnæven er der en klassisk diagonal, som bliver ført skråt ned gennem billedet. Fotografiet er så råt som musikken, og som beskuer bliver man ført tilbage til punktiden med The Clash og Sid Vicious. En flot vinder i et meget stærkt felt i live-kategorien."
Billedet vandt også en af de fire underkategorier, nemlig Årets Bedste Livefoto.
De tre øvrige kategorier var Portræt, Feature og Publikum, som blev vundet af henholdsvis Nikolai Linares, Louise Koustrup og Malthe Ivarsson.
Vinderne offentliggøres den 27. september i GAFFAs oktobernummer samt på GAFFA.dk/photo13 – hvor du kan se samtlige præmierede billeder og også se vinderfotoet i det rigtige format – ovenfor er det af layoutmæssige hensyn beskåret en anelse.