Nyhed

Courtney Love: Hole flipper ud

Den kontroversielle sangerinde har fået med problemer sine gamle bandkammerater

Courtney Love er kommet i problemer med sine gamle bandkammerater i Hole, efter at hun for nylig proklamerede i et interview, at hun havde gendannet det originale Hole. I hendes egne ord er de begyndt at "flippe ud". Det skriver engelske NME.

I interviewet havde Love sagt, at hun var begyndt at øve med guitarist Eric Erlandson, bassist Melissa Auf der Maur og trommeslager Patty Schemel, "bare for at se, hvor fedt det var." Men det var lidt for meget, lidt for tidligt. 

I et nyt interview med engelske The Telegraph har Courtney Love nu indrømmet, at udmeldingen har givet hende problemer med bandkammeraterne, og det har måske endda indvirkning på gendannelsen af Hole. "Vi har måske taget et lille skridt, men der er ikke at tale om et fuldbyrdet ægteskab," siger hun. "Det er meget skrøbeligt, det er ikke sikkert, at det bliver til noget, og nu er hele bandet flippet ud på mig."


I samme interview fortæller Love også nærmere om planerne med at lave Kurt Cobains liv til en musical. En tanke, der utvivlsomt har sendt dråber af koldsved ned ad ryggen på mange dedikerede Nirvana-fans. Hun forklarer, at hun naturligvis ikke vil gøre noget, der kunne pille ved eller plette den afdøde sangers arv. "Det er mere et teaterstykke, udtænkt af et brilliant hold. Jeg kan endnu ikke nævne navne, men det er muligt, at når I hører, hvem der medvirker, at det tager det hele til et nyt sted. Ellers bliver det sådan noget Vegas-fis, og jeg ville aldrig tillade det. Der bliver ingen jazz-hænder i 'Smells Like Teen Spirit'!"

Hole udgav senest albummet "Nobody's Daugther" i 2010. Det var dog snarere en Love-affære, da de originale medlemmer ikke blev inviteret til at deltage. GAFFAs Mikkel Elbech kvitterede dog med fire stjerner for udspillet og skrev: "Hæderligt om end ofte lidt for patosfyldt comeback fra Courtney Love."

Se "Celebrity Skin" med Hole fra storhedstiden her forneden:


 

ANNONCE