Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Vil du feste mellem 80'er-arkademaskiner, danse til disco i en klosterkælder - eller skal din fest starte kl. 07 om morgenen på en søndag? Find vej til weekendens bedste dansegulve her.

Hustorsdag
Weekenden kan startes tidligt på byens nyeste festbar, Det Gule Hus i Istedgade, hvor Chesperito vender houseplader, mens glade, forårskåde mennesker med solbriller i håret og optimisme i kroppen siver ind fra Istedgade og drikker øl på huset den første time.

Hvad: Thursday Houzn'
Hvor: Det Gule Hus, Istedgade 48, Kbh. V.
Hvornår: Torsdag 3. april kl. 22 til 02
Hvordan: Facebook-link


Dobbelte forårsregnbuer
Der er også forårskådhed i Aarhus, hvor Double Rainbow fejrer, at den lysegrønne og saftige årstid endelig er landet ved at slå dørene op for et nyt klubkoncept. Det kører hver fredag og lørdag, og de forårskåde folk bag lover, at det bliver "undergrund, overgrund, skævt, sexet, højt, lavt, vildt og frem for alt sjovere end nogensinde før". Så kan alt ske.

Hvad: Double Rainbow – Endelig Forår
Hvor: Double Rainbow, Kakaobaren, Skovgaardsgade 3, Aarhus C.
Hvornår: Fredag 4. april fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


Highscores på dansegulvet
Der afholdes DM i Tetris denne weekend (lørdag! læs mere lige her) og det lægges der smukt op til på Henri's Garage-festen fredag aften på Kolonien, hvor der er gået oldschool-gaming i den: Der er hevet en håndfuld 80er-arkademaskiner fra Chassis Arkaden på Østerbro ind på klubben, så alle kan slå sig løs og forsvinde ind i de farvestrålende retro-spil. Og mens der jagtes heftige highscores holder Poul Plade og Morden One plus de fem dj's fra Henri's Garage Crew lige så heftigt gang i dansegulvet med UK garage, house, 2step og andre bouncy basgenrer. Det bliver kulørt. Aldersgrænse: 20.

Hvad: Henri's Garage #3: Kanon Arm Syndromet
Hvor: Kolonien, Ved Stranden 16, Kbh. K.
Hvornår: Fredag 4. april fra kl. 23
Hvordan: Facebook-link


Stor aften på Rust
Om Unit (billedet) spillede på Roskilde i sommers med den blå eftermidddagshimmel strålende over Apollos orange græskarscene, og hvis man nu ikke var der, eller gerne vil genopleve det, bare i mørkere omgivelser, så sker det fredag nat på Rust, hvor den britiske hiphop-, D&B-, jungle- og dubstep-jonglør slår et sving forbi på sin europaturné. Og ikke nok med det: Han giver ovenikøbet en masterclass inden (fra 22 til 23, tilmelding nødvendig! http://www.eventbrite.com/e/masterclass-with-om-unit-rust-nightclub-tickets-11094797839), hostet af Strøm. Så kom og få musikalske guldkorn fra den legesyge musiker, som blandt andet har humor nok til at have udgivet tracks under aliaset Phillip D. Kick. Dét er et godt tegn på alle måder. Thomas Knak og Unkwon vender plader før og efter Om Unit, og Tim Driver fra Ohoi! og F.U.K.T.-trommeslageren Anders Meinhardt serverer et trommeslager-møder-dj-set. En stor aften.

Hvad: Om Unit
Hvor: Rust, Guldbergsgade 8, Kbh. N.
Hvornår: Fredag 4. april fra kl. 22 (eller 23)
Hvordan: Facebook-link


Disco og vinyler i klosterkælderen
Det gælder om at få festet igennem i den der klosterkælder, inden det er slut med de mere kantede fester derinde (får man på fornemmelsen...? Nu får vi se). Ihvertfald: Denne lørdag står den på sleazy disco og ultradansable undergrundsklassikere håndplukket af nogle meget erfarne herrer med nogle meget skarptslebne (og dog vildtvoksende) pladesamlinger. Det drejer sig om Kong, Mester Jakobsen, Christian d'Or, Karsten Loud, SoulShaker, Green og Jean von Baden, og de ("Københavns mest engagerede discohoveder", som de kalder sig selv) har stramt og kyndigt udvalgt deres egne yndlingsplader fra 1976 til 1987 (herligt fokuseret!) - og fyrer dem af denne aften. Det skal nok blive godt. Og kærligt og storsmilende. Og sleazy. Og med det stramme fokus in mente bliver der NATURLIGVIS kun spillet vinyler. Sådan!

Hvad: Love Hangover
Hvor: Skt. Gertruds Kloster, Hauser Plads 32, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag 5. april fra kl. 22 til 05
Hvordan: Facebook-link


Søndagsfesten starter klokken syv!
Uiiij, SÅ er det forår! Det gælder om at nyde de lyse timer og de lune fornemmelser i luften, og det har arrangørerne fra Kulturshot forstået til fulde og inviterer til søndagsfest, der starter klokken 07 om morgenen på Kulturkajen Docken, lige ved vandet. JEP! Canadiske Frivolous spiller live (minimal og eksperimenterende house med elementer af jazz – perfekt søndagshalløj) - og dagens øvrige lineup byder på dj Buda (fra Lulu Rouge), Be Svendsen (forhåbentlig iført bowlerhat), Jesper K, Fredrik Bower, Cousin Bendix, Fremond og Christian Foss. Der er smuk udsigt til vandet, madboder med brunch (fra kl. 11), kunstmarked OG en let aftensmad, til dem der bliver hele dagen. Og det er nok en del.

Hvad: Kulturshot præsenterer Sunday Love
Hvor: Kulturkajen Docken
Hvornår: Søndag 6. april kl. 07
Hvordan: Facebook-link

ANNONCE