Nyhed

Guide: Weekendens bedste koncerter

Der er vel en grund til, at torsdag kaldes lille-fredag

I denne uge går vi hurtigere til weekenden. Grunden er, at der simpelthen er så flot et udbud af musik, at vi ikke kan dy os for at tage hul på festlighederne allerede i dag. Torsdag kaldes jo også lille-fredag, ikke sandt?

I København går legenderne Tangerine Dream på scenen i Tivolis Koncertsal, mens Sonic Youth-guitaristen Lee Ranaldo støjer sig kompetent ud af Lille Vega. I Aarhus er indiepop-duoen Cults (billedet) ude på skrammer. I morgen, når vi rammer store-fredag, fejrer Alcoholic Faith Mission udgivelsen af nyt album i Aarhus (dagen efter rammer de København). MØ sparker sin Danmarksturné i gang i Aalborg på lørdag, og København kommer til at stå i reggaens tegn, når Copenhagen Dancehall tager over i Øksnehallen.

Alt i alt er der lidt til enhver, om du er til at syre ud, danse eller bare synge med. På med overtøjet og ud af døren.

TORSDAG DEN 3. APRIL

København

Tangerine Dream, Tivolis Koncertsal, klokken 19.30:

Tysk elektronisk-rock musik, når det er bedst. Så kort kan det siges, når gruppen – der startede i 1967 – torsdag går på scenen i ekstravagante omgivelser. På trods af, at der kun er ét medlem tilbage fra den originale trup, holder Tangerine Dream stand med et univers, der i sin tidlige musik er tydeligt inspireret af Karlheinz Stockhausens pionérarbejde og skoledannelse indenfor Electronishe Musik, mens det nyere musik er præget af klangflader i et ambient univers med tekno-dub.

Lee Ranaldo & The Dust, Lille Vega, klokken 21.00:

Guitarist og medstifter af kultbandet indenfor alternativ rock Sonic Youth, multitalentet Lee Ranaldo, gæster København med bandet The Dust i ryggen. Her står aftenen på støvet rock, støjrock og psykedeliske aner, når den gamle syrerocker går på scenen i Lille Vega. Oplev en af "de go'e gamle" i nye omgivelser torsdag aften.

Aarhus

Cults, Train, klokken 20.00:

Det amerikanske indie-popband indtager torsdag aften scenen på Train. Her kan du glæde dig til New Yorker-attitude med distortion-guitar og søde popmelodier. Der er fremdrift i den unge duo der blev dannet i 2010. Siden de postede ep'en Cults 7" på deres Bandcamp-profil er de blevet signet på pladeselskabet In The Name Of, og kåret som "Bedste nye musik" af blandt andre Pitchfork. Tag på Train til en gang lille-fredags-drømmepop og klargør dig til weekendens strabadser. Når du dem ikke i Aarhus, kan du også fange dem i København på Lille Vega allerede 4. april.

Birkerød

Sebastian, Mantziusgården, klokken 20.00:

Under titlen "Trubadurens Aften" er Sebastian atter på Danmarksturné. Den musikalske fader til klassikere som "Hodja fra Pjort", "Ronja Røverdatter", "Aladdin", "Du Er Ikke Alene" og mange flere er tilbage på landevejen. Den lune trubadur synger gamle og velkendte sange fra sit store bagkatalog – mon ikke der bliver plads til fællessang, når Sebastian underholder torsdag i Birkerød. Fanger du ham ikke i Birkerød, kan Sebastian opleves rundt omkring i landet hele april.

FREDAG DEN 4. APRIL

Aarhus

Alcoholic Faith Mission m.fl., Atlas, klokken 21.00:

Det danske indie-seksmandsband, bestående af Thorben Seierø Jensen, Sune Sølund, Kristine Permild, Morten Hyldahl, Gustav Rasmussen og Anders Hort, gæster fredag Aarhus med eksperimenterende avantgarde-pop i et melodisk indie-univers. Gruppen, der tog sine første spæde skridt på Brooklynsiden af New York i 2006, fyrer den af i brandvarme Radar fredag. Når du dem ikke i Aarhus, gæster de også København allerede den 5. april (køb billetter til København her)

Aalborg

Jamie Cullum, Musikkens Hus, klokken 20.00:

Den verdenskendte pianist og sanger åbner det netop opførte musikhus i Aalborg. Kom og oplev en enestående koncert og vær de første til at høre akustikken i Musikkens Hus. Den poppede charmør er kendt for sine gode performances og altid gode humør. Mon ikke denne aften bliver ligeså?

LØRDAG DEN 5. APRIL

København

Copenhagen Dancehall-festival, Øksnehallen, klokken 14.30-01.00:

Lørdag løber den første danske dancehall-festival af stabelen i København. Her kan prominente danske dancehall-navne som Wafande, Kaka, Pharfar, TopGunn og Djämes Braun opleves på én og samme aften! Med sikkerhed for god stemning og reggae-beats bliver arrangementet uden tvivl en succes. Og med en pris på kun 275 mønter for intet mindre end 14 timers dancehall kan de fleste være med. Tag rasta-huen på og dans med lørdag!

Tune In Festival, Huset KBH, klokken 20.00

Tune In Festival er en en-dags festival med fokus på upcoming bands fra den danske musikscene. På programmet er Mam A, Hey Severin, Disarray Son, VanKraft og Dance With Dirt. Der er lagt op til en svedig aften i Huset KBH, som lige har fejret 44-års fødselsdag. 

Aalborg

Musikkens Miks – Tim Christensen, Jonas H. Petersen og Silas Bjerregaard, Musikkens Hus, klokken 19.30:

Med et nyt koncept i ryggen lukker Musikkens Hus op til den første af en række koncerter, hvor tre prominente navne indenfor dansk musik spiller med Aalborg Symfoniorkester. Denne gang bliver det med Tim Christensen, Jonas H. Petersen (Hymns From Nineveh) og Silas Bjerregaard (Turboweekend) – artister som alle tidligere har vist deres værd i nyfortolkninger af egne sange.

MØ (turnéstart), Skråen, klokken 20.00:

Super-hypede MØ har endelig udgivet sit første album i fuld længde. Nu handler det om promovering – og hvordan gør man det bedre end ved at tage på Europaturné? MØs turné skydes i gang i Aalborg – skal du se hende?

Ellers kan du se hende i "Waste of Time" her:

ANNONCE