Hvor de vilde blomster gror – en samtale med Annisette Koppel

De er vel nok det danske band, som med størst sandfærdighed kan siges at have såkaldt "internationalt format." Ikke mindst i karrierens tidlige år, hvor mødet mellem de klassisk skolede brødre Thomas og Anders Koppel, et par kompetente kolleger og den klejne Annisette Hansen med den kæmpestore stemme kastede en række regulære rockklassikere af sig – fra den selvbetitlede debut i '68, over mesterstykker som Your Daily Gift og Wild Child til Babylon, som blev det sidste album, inden Anders Koppel takkede af i '74.

Anekdoten om, hvordan en lukrativ, amerikansk pladekontrakt strandede på gruppens veto mod at tage til Vietnam og spille for de amerikanske tropper, siger i en vis forstand det hele om en gruppe, som alle dage har fulgt deres helt egen dagsorden. Gennem utallige udskiftninger har gruppens altoverskyggende omdrejningspunkt været Annisette Koppel, som efter anker- og ægtemanden Thomas Koppels utidige død i 2006 valgte at føre Savage Rose videre med et kompetent hold af yngre musikere.

På torsdag (den 17. april, red.) indleder Savage Rose en ny turné på VoxHall i Aarhus, mens et nyt studiealbum er på trapperne, og GAFFA blev i den forbindelse inviteret indenfor i Annisettes hjem i Københavns Sydhavn en dag i januar. Det blev til en regulær tour de force gennem den respektindgydende karriere, og du kan læse det ekstensive interview her på GAFFA.dk over de næste tre dage. I dag bringer vi første del, hvor Annisette blandt andet fortæller om den kommende plade og de besynderlige begivenheder, som ledte frem til Thomas Koppels død i Puerto Rico i 2006.

Skatkammeret

Jeg har hørt, at det nye album består af både nye sange og genindspilninger?

Vi har indspillet seks nye sange, og så har vi lavet ti af de gamle – på fem dage ude i Tornado-studiet. Vi havde bare lyst til at spille dem – og så havde vi lyst til på en eller anden måde at slå os fri og sige "nu spiller vi dem som det falder os ind, nu vi er samlet her." Vi er vant til at spille de fleste af sangene live, og havde i lang tid gået og tænkt, at vi ville indspille dem igen, en dag.

Selvom det er en hård skat at give sig i kast med....fordi de gamle sange helt tilbage fra 1968 og videre op gennem et langt liv, på en eller anden måde er et enormt skatkammer af melodier og sange, som jeg synes er super vidunderlige. Og som ikke mindst er indspillet og spillet med en sådan nerve, at jeg aldrig har følt at det var noget, vi skulle gå ind og lave igen. Det var der ligesom ingen grund til. Og det er der måske i virkeligheden heller ikke nu.

Men jeg tænkte at …..når vi er ude at spille med det her band, kommer der altid nogen og spørger, om der findes noget på cd med de musikere, jeg har med i dag....nu har vi spillet sammen i syv år, det er faktisk længere tid end det første Savage Rose. Og så spurgte jeg mig selv, hvorfor vi ikke indspillede nogle af de gamle sange, sådan som vi spiller dem nu.

Det tager ikke noget fra de gamle indspilninger; de er der stadigvæk. Men nu får folk en anden version, i nutidigt perspektiv, med nogle musikere som slet ikke var født, dengang de første plader blev indspillet. Men som elsker de sange og spørger om vi ikke skal spille den-og-den. "Jo, lad os gøre det," tænkte jeg. Og så give slip på tanken om, at det skal lyde ligesom det gamle Savage Rose. "Bare spil det, som I synes det skal spilles." Og det er sådan, vi har indspillet den. Og det er ret fantastisk - der er kommet en ny vinkel på, vil jeg sige.

Hvilket sange har I genindspillet?

Blandt andet "Refugee". På den sidste plade indspillede vi "The Messenger Speaks," som er fra "Babylon." Det er jo sådan en overset plade, som ikke rigtig fik lov at komme ud, dengang den blev lavet. Fordi man betragtede os som mere eller mindre skrupskøre, fordi vi havde opgivet det gamle band helt og kun var trio nu.

Der var ingen, der ville røre ved os; vi fik lov at spille inde i Studenterforeningen og på Montmartre, og det var det. Og så lavede vi den plade, med Ben Webster - som spillede inde på Montmartre på det tidspunkt - og et gospelkor som kom fordi, der hed Starts of Faith - foruden Theis Nygaard på trækbasun. Det var den plade...men de syntes, at vi var blevet mærkelige, at vi lavede sådan noget musik.

Der ligger en gammel festivalfilm fra Norge på Youtube, hvor Thomas, Anders og jeg står og spiller "The Shoeshine Boy is Dead." Fuldstændig vidunderligt nummer – og den tog vi op i det nuværende band efter at vi havde set det klip. Den fik en ny blues-vinkel. En af de dage, vi var i studiet, hørte vi at Nelson Mandela var død og jeg sagde at "'The Shoeshine Boy is Dead' skal vi i hvert fald have med." Og så fordi, at det er en fed sang. Vi har indspillet den med Rune Kjeldsen på guitar og med Frank Hasselstrøm, som også var inde over "Love & Freedom"-pladen, på trækbasun og horn i det hele taget. Han kommer også med på turnéen...

Og er din svigersøn, ikke sandt?

Ha-ha, jo, de bor lige om nede om hjørnet – hvor Thomas' og mit gamle hjemmestudie også er stillet op. Vi har også haft det rykket herned, så vi kunne indspille her – for faktisk er lyden i det her hus fuldstændig genial til at indspille i. Det eneste, jeg ikke kunne her, var at have hele bandet inde over – så vi rykkede ud i Tornado-studiet på Amager, da hele bandet skulle på. Jeg skal altså lige stoppe ham her... (lukker hund ind, red.).

Den nye plade er meget præget afsådan en blues-, soul- og rockfornemmelse; det er den blanding, der ligger i det. Vi har altid lavet vores musik, og så har vi ladet den blive farvet af alle de inspirationer, vi hver især går rundt med. Og denne gang har det været et kæmpestort tæppe med tusind farver, som har skulle sættes sammen – og vi har skulle vælge ud, hvilke der skal med på den første cd og hvilke på den næste.

En dobbeltplade kan nogle gange virke for overvældende på folk, måske gider man aldrig spille cd 2, fordi det ligesom bliver for stor en mundfuld. Så vi har i stedet valgt at lave en "volume 1," som udkommer nu her og så en "volume 2," der kommer til efteråret. Forhåbentlig inden vi tager på efterårsturné. Så samler vi tråden op dér, hvor vi nåede til – og vi har som sagt seksten sange liggende nu, det er jo en del.

Ødemarken

Er der nogle arbejdstitler i spil?

Ja, den plade der kommer nu, kommer til at hedde "Roots of the Wasteland" - og den fælles, gennemgående titel på begge plader bliver "A Savage Rose is a Savage Rose is a Savage Rose is a Savage Rose etc." Og det kommer også til blive coveret, fra sleeve-cd'en og videre ud. Mens vi indspillede denne gang, dukkede der alle mulige forskellige inspirationer op fra gamle indspilninger – blandt andet fra ting, som vi havde lavet før i tiden. Ting, som pludselig fik en ny relevans.

Vi sad og lyttede til nogle sange, og kom for eksempel i tanke om en slutning på en sang, det gamle Savage Rose havde indspillet, hvor det gik over i en jamsession. Så begyndte Jacob at spille en figur på bassen, de andre faldt ind, en  jam gik i gang og jeg havde en tekst, som jeg havde skrevet på Puerto Rico. Men aldrig har villet indspille, fordi den på en eller måde var et dårligt varsel om Thomas' død, dengang vi boede der og jeg skrev den. Da han døde tænkte jeg, at den skulle lægges langt væk – indtil dagen var kommet. Men nu tog jeg den frem, og vi jammede os frem til et helt nyt nummer, som kommer til at hedde "The Storm."

Så I har altså siddet og lyttet helt gamle liveoptagelser med Savage Rose igennem til inspiration?

Ja. Der er jo en masse af de gamle numre, som vi allerede har spillet – gamle ting fra måske '69 eller 1970 – og som jeg har slæbt med i studiet og sagt, at jeg synes vi skulle prøve. "Nej, hvor er det fedt! Hvad er det?!," kan de så finde på at sige. "Jamen, der er sgu da os! Det er gammelt Savage Rose!" Og så gemmer vi det væk og spiller sådan, som vi nu gør i dag.

Denne gang, hvor vi har ville indspille nogle gamle Savage Rose-numre "med vilje," så at sige, indspillede vi stort set alle dem, vi allerede havde på repertoiret. Så havde vi en studiedag til overs, og vi talte om at prøve den ene og den anden – og så spurgte jeg, om vi ikke bare skulle lave et helt nyt nummer? Sådan opstod "The Storm," som jeg syntes er blevet et af de fedeste numre på den nye plade....

Det eneste af de nye numre, jeg har hørt, er "Children of Mine"......

Ja.....

Har ikke egentlig ikke også haft den på live-repertoiret?

Jo, men da havde jeg en anden melodi til den. Jeg synes ikke, at den fungerede. Og da vi så skulle til at lave plade nu, tænkte jeg at jeg ville have den med. Jeg kan virkelig godt lide den tekst, så jeg lavede en ny melodi til den – og den fungerede fantastisk godt.

Men I har altså genindspillet "Shoeshine Boy," "Refugee"........

Og "Wild Child," "Black Angel," "Your Daily Gift," "The Joker," "Early Morning Blues," "Long Before I Was Born," "You'll Know in the Morning," Numre, som vi elsker at spille live … og som vi også mærker at publikum holder af.....

Det er selvfølgelig nærliggende at spørge, om disse genindspilninger også er udtryk for, at det falder dig vanskeligere at skrive nye sange end tidligere? Eller: Hvorfor ikke vente, til der var nye sange nok til et album?

Det ville jeg egentlig også hellere på et tidspunkt ....men så havde vi så stor optur over turnéen efter at have været afsted sidste gang. Og så spurgte jeg, om vi ikke skulle gå i studiet med det samme og indspille det, vi spiller til koncerterne. Men alle i bandet var hængt op på forskellige forpligtelser – folk de spiller med, turnéer de skulle på – og det eneste jeg kunne få var seks dage i december. Der var et stykke vej til, ikke? Så jeg begyndte at skrive nye sange.

Naja (datteren Naja Rosa Koppel, red.) og Anders var i New York, men kom hjem og havde også et par nye sange med og dem ville vi selvfølgelig give os i kast med. Men i mellemtiden havde jeg også gået og tænkt på at indspille de gamle Savage Rose-numre, fordi bandet havde 45 års jubilæum og jeg tænkte at hvis det skulle gøres, så skulle det være nu hvor der ligesom var en milesten på vejen.

Jeg synger det også meget anderledes; jeg synger det meget dybere og har ikke den der fine klang, som jeg havde dengang. Det lyder anderledes, udtrykket bliver anderledes og bandet spiller det også anderledes – meget anderledes. Sådan en som "Refugee" er for eksempel meget anderledes end på pladen. Man kunne jo godt komme til at tro, at sangene på en eller anden måde var urørlige; at de skulle på museum en dag.

Men jeg tænkte: "De er levende. Og de udvikler sig, når vi spiller dem." Hvorfor smide ting til side, som er der, som folk elsker at høre, og som vi elsker at spille? Hvorfor ikke tage nogle af dem med, hvis vi alligevel skal lave en plade? Så talte vi om det i bandet, begyndte på det med at lytte til de gamle liveoptagelser og overvejede at lave en liveplade. Men vi fik af vide af alle – selskaber, branchefolk og så videre – at det ikke var nogen god idé, at det var der ingen, som gad at høre på. Så der blev vi ligesom slået tilbage. ….

I var ude med en liveplade, "Are You Ready?," for godt og vel ti år siden, ikke?

Ja, og den solgte slet ikke noget. Så der er måske noget om det.....

Den var i al fald ikke ret synlig på markedet, så vidt jeg husker....

Næh...den kom ud på noget, der hedder CMC og mest sælger plader på tankstationer, i Bilka og dens slags. Vi røg også i totterne på hinanden undervejs – og fik kun stablet den ene plade på benene, selvom det var meningen at vi skulle have lavet en til hos dem. I mellemtiden gik Thomas hen og døde, og der var en masse ting som jeg sloges med bagefter.

Jeg ville gerne videre med et nyt Savage Rose-album, som allerede lå og ventede på at blive lavet og der var skrevet nye sange til – det var den, der hed "Universal Daughter." Jeg skulle bare videre med det, og med mit liv; med nye sange, med et band.

Jeg glædede mig faktisk til at få lov at præsentere noget helt nyt, som var opstået på et tidspunkt, hvor Thomas endnu var der og var en stor inspirationskilde i mit liv. I vores fælles liv, i bandets liv. Jeg havde to sange: En havde jeg skrevet teksten til, en anden var skrevet helt færdig. Jeg ville bare hjem og skrive videre. Jeg havde fået en guitar af ham, som hang på væggen her i huset, som vi lige havet fået dengang, vi rejste til Puerto Rico.

Stormen

Hvad mente du, da du sagde. at teksten "The Storm" var en form for varsel?

Det var en sang, jeg skrev, mens vi boede i Puerto Rico. Der havde været en lang periode, hvor jeg ikke havde skrevet noget – og gik og var irriteret på mig selv over, at jeg ikke kunne få taget mig sammen til at skrive. Jeg havde også fået lyst til at tage til Danmark igen, og det ville Thomas ikke. Vi havde boet ni år i USA, og nu var vi taget hertil for at begynde et nyt eventyr.

Det havde også været dyrt at flytte; komme hertil, finde et sted og få indrettet sig. Og nu ville jeg pludselig bare hjem, også fordi jeg syntes, at det var svært at bo i et land, der var så fugtigt. Vi boede lige bag regnskoven, og jeg synes at det var ufatteligt svært at trække vejret – det var tungt, også som sanger.

Jeg kunne godt se, at stedet var fuldstændig eventyrligt, og at vi havde fået nogle fantastiske oplevelser – men jeg var lidt nervøs for det med vejrtrækningen, det tangerede noget, der lignede astma. Vi havde også fået et barnebarn, og det rev også i mig at komme hjem til. Thomas sagde, at vi bare kunne rejse hjem og så vende tilbage til Puerto Rico – han synes simpelthen, at det var så fantastisk smukt og inspirerende at være der, og sad i vores hjemmestudie og spillede og spillede.

Jeg hørte noget musik pible frem, som skulle være til den nye plade, og jeg tænkte "ej, hvor er det fedt, det her!" Han sagde, at han godt kunne tænke sig at vi lavede en rigtig rockplade næste gang. Og når jeg hører ordet "rock," tænker jeg selvfølgelig på de inspirationer, som jeg går rundt med – Hendrix og den vej tilbage.

Og så skrev jeg den her sang, som hed "The Storm" og handler om, at jeg vågner op i huset, hvor vi boede. Det var på en bjergtop, der var intet loft og ingen vægge, en storm stod ind, som for at spørge: "Hvad laver du her? Venter du på en ny dag? Det her kan blive den sidste. Skynd dig af sted." Jeg skrev teksten ned og viste den til Thomas.

"Det var da en mærkelig tekst," sagde han. "Behøver vi den?" jeg spurgte, om der var noget, han ikke forstod i den. Men det var ikke det; han forstod den godt, men synes på en eller anden måde ikke, at vi havde brug for den. Så gemte vi den væk. Og så sker det jo indimellem, at man finder nogle gamle tekster, som får et nyt liv, og hvor man ligesom kan gå ind og redigere den, og så pludselig står med en ny tekst.

Denne her fandt jeg kort tid, efter han døde – altså ikke så længe efter, jeg havde skrevet den. Da havde vi været igennem meget mystiske ting, hvor jeg nærmest blev overtroisk....Naja kom over med en veninde fra New York, og vi gik og "rensede luften" og sendte røgelse rundt i alle rummene. Vi følte sgu, at vi var jaget af et eller andet.

Alt, hvad vi rørte ved, gik i stykker. Min mikrofon, som stod ude midt på gulvet i vores studie, faldt på gulvet og smadredes for øjnene af os. Den måtte så til reparation i USA. Og hver eneste morgen, når vi vågnede, var noget nyt gået i stykker. En computer, så en eller anden optagermaskine, og til sidst kunne vi ikke optage noget.

Naja var kommet over for at indspille en ny plade hos os, og Thomas havde glædet sig vanvittigt til at lave en ny plade med sin datter. Tina, vores fælles veninde fra New York, var med for at spille bas – og nu kunne vi ikke længere indspille noget. Vi kunne høre ud ad højtaleren, hvad vi spillede, men ikke indspille noget. Vi fik sat Tinas bas til vores højtalere, så de i al fald kunne spille deres sange og Thomas kunne sidde og spille til.

På det klaver, som står derovre (peger hen i et hjørne af den lille, hyggelige stue, red.), det var et vi købte i Puerto Rico. "Hvad skal vi synge i?," spurgte Naja og så havde Thomas nogle mikrofoner beregnet til trommer, horn og den slags, som han sagde at vi kunne prøve at bruge. Jeg sang kor, vi havde det skide hyggeligt, og Naja satte sin laptop op for at indspille det vi spillede, på den. Men da vi afspillede det, havde den kun indspillet hver anden linie. Så gik der to dage mere; så gik hendes harddisk ned og var simpelthen brændt. Og sådan var det bare: Alt slukkede, lukkede ned. Og så døde Thomas.

En dag var vi flygtet ud i et junglehus, vi kendte, som lå langt inde i regnskoven. Vi ville bare væk fra huset og have en fridag, fordi vi faktisk var begyndt at synes, at det var uhyggeligt at være der. Vi kørte med en ven, som havde en lastbil, ind gennem junglen og stod så af og tog op i det her hus; vi havde taget Thomas' harmonika med.

Det var bygget på pæle og stod tomt, og der hang nogle hængekøjer, som man kunne ligge sig i og et åbent køkken, som man kunne lave mad på. Vi havde købt lidt ind, og udenfor var der en plantage af blandt andet appelsiner og citroner, som man kunne gå ned og plukke. Der var også nogle andre derude, da vi kom; vi havde lavet mad og spist og sad og hyggede os, Thomas havde lagt sig op i en hængekøje, og stjernerne var kommet frem.

Den er fantastisk smuk derovre: En sort himmel med sådan nogle kæmpe stjerner, som man næsten synes man kan gribe om; man kan næsten se dimensionerne og afstanden mellem stjernerne. Det kan man ikke rigtig her, hvor det ligesom bliver til et tæppe med nogle prikker på. Jeg lå og kiggede på himlen, da jeg sagde "Thomas, skal vi ikke spille et eller andet?"

I samme øjeblik, som han rejste sig for at hente harmonikaen, lød der et bump og der kom en pige løbende og sagde, at "et eller andet er væltet...jeg tror, det er en harmonika." Naja og jeg kiggede på hinanden med et blik der sagde "nej – det sker ikke også herude?!" Thomas gik hen og tog sin harmonika, og idet han løftede den op lød den, som om alt ind i den sad løst. Han fik den skilt ad, kiggede ind i den og sagde "nej, det her kan jeg sgu ikke ordne."

Det viste sig siden, at det ikke var muligt at finde en reparatør i Puerto Rico, så jeg tog den med hjem til Danmark, efter Thomas døde, hvor jeg sendte den til reparation. Reparatøren sagde, at han ikke kunne se, hvad der var galt med den – den kunne simpelthen bare ikke spille mere. Det eneste, vi havde til sidst på Puerto Rico, var det klaver, vi havde købt – og så en slags guitar, som jeg havde fået af en puertoricaner; det kaldes en "quatro."

Den hænger deroppe (peger på en plads på bagvæggen, over klaveret, red.) og er revnet på flere leder, den kunne ikke klare rejsen til Danmark. Men nu er den her, sammen med mig – og jeg har skrevet "Filiberto" - på "Universal Daughter" - på den.....

Det er jo et meget besynderligt forløb, du beskriver. Nu ligger det efterhånden nogle år tilbage i tiden.....hvad tænker du om de begivenheder i dag?

Jeg har det stadig sådan.....det var virkelig som om, nogen skubbede til os og sagde "se nu at komme afsted med jer!" For nylig sad jeg og undersøgte nogle mapper med alle mulige af mine skriblerier, tekster og den slags, og så lå den der "The Storm" der. "Oh my God," tænkte jeg. "Den ligger her sgu og venter på at blive spillet ind. Få det overstået...." Og det har jeg så gjort nu.

Vi jammede den simpelthen i studiet, og den er blevet superfed, synes jeg. Og så har vi så efterbearbejdet den herhjemme....Naja og Anders har boet sammen med mig i hytten her i en måned, hvor vi har arbejdet med sangene fra studiet – Anders har lagt nogle trommer på, vi har lavet kor her og jeg har sunget nogle ting ind. Frank har også indspillet nogle horn, herhjemme.

Men du tænker, at det var en form for ….åndeverden, som satte sig igennem, dengang?

På en eller anden mærkelig måde er det meget tæt på dig, derovre. Måske er det også derfor at de mennesker, der bor der, er meget bevidste om det. Mange af puertoricanerne er nærmest voodoo-dyrkere...og det kan jeg slet ikke holde ud, jeg synes at det er ufattelig uhyggeligt. Jeg havde aldrig tænkt på, at vi skulle blive jaget af noget åndeligt.

Men det føltes sådan – og Naja, Tina og en anden ven, som kom over fra New York, var fuldstændig rystede over det. At det ligesom lå der, i det hus, i atmosfæren og at det fulgte os. Jeg var bange for, at det ville følge med mig hjem, da jeg flyttede tilbage til Danmark. Jeg mødtes med Raúl – jeg ved ikke, om du kender ham, han spiller congas herhjemme – som fortalte, at han var vant til at udrense ånder, der hvor han kom fra. Så jeg skulle bare sige, hvis der kom nogen her.....

Jeg spurgte mig selv, hvorfor disse ting - som jeg aldrig havde tænkt over skulle eksistere – pludselig skete for mig. Selvfølgelig er man tæt på det åndelige i en eller anden forstand, når man både skriver, synger og spiller – fordi man sætter sig selv ind i nogle ydre verdner eller andre atmosfærer end det, der er ens hverdagstrummerum. Hvor man kommer ud og rører ved nogle andre ting, end man måske lige havde troet fandtes. Så derfor er man måske også mere modtagelig. Men jeg syntes, at det var meget beskæmmende.

Thomas havde indspillet en plade herhjemme fra, på et flygel der stod her – der stod kun et flygel, da vi flyttede herfra til Puerto Rico. Det lød sindssygt godt, når han spillede på det, og jeg spurgte om han ikke godt ville indspille det – det var bare improvisationer, og han spurgte om vi så ikke skulle lave nogle sange ud af det. "Nej," sagde jeg. "Vil du ikke bare indspille det, du spiller nu?" For jeg ville bare så gerne have det. Og jeg tror, at andre ville synes at det var lige så fredfyldt og dejligt at kunne sætte en plade på, bare med flygel; de toner, og sådan som de klinger her. Det lyder bare så stinkende godt.

Til sidst gav han sig og gjorde det; han arbejdede videre med det her i huste og vi tog det med til Puerto Rico, på ProTools, som det hedder. Tilbage i Puerto Rico spurgte han på et tidspunkt, om jeg lige ville høre nogle digte, han havde skrevet til den musik, han havde indspillet? Så afspillede han båndet – og det var dagen inden han døde – og læste de her digte op for mig, og det var så koncentreret, det han læste. Jeg har aldrig hørt noget, hvor han ....når han skrev sange var de også meget koncentrerede, men kunne også være meget firkantede, synes jeg.

Jeg gik altid ind og sagde at "jeg synes måske, at den-og-den linie kunne blive bedre og flottere, mere følt eller hvis man gjorde sådan og sådan." Han gjorde det samme i forhold til mine ting. "Den dér kan jeg ikke så godt lide..." Så talte man om det, indtil man måske efter nogle dage fik en ny tanke om hvordan man så kunne gøre det. Men her sad jeg altså og hørte ham fremsige det ene mere vidunderlige digt efter det andet. Som jeg aldrig havde hørt ham snakke før. Aldrig.

Jeg havde aldrig hørt ham sige sådan nogle ting før, som han gjorde i de digte. Jeg hørte det musik, og så sagde han pludselig "Hvad er det?!" Jeg lyttede. Og så var der ligesom strøet sandkorn ud over hele pladen, en knitren, og Thomas fór over til computeren, hvor man kunne se lyden aftegne sig. Der var prikker over det hele, og han forsøgte at fjerne dem. "De flytter sig bare," sagde han. Han ringede til en tekniker, vi kendte i Los Angeles, og spurgte om han kunne komme over til os og hjælpe med at opklare, hvad der var galt. Men han svarede, at han havde haft et hjertetilfælde, så han ikke kunne flyve. Så vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, udove vi havde bruge for en tekniker. Det nåede vi aldrig, for så døde Thomas.

Familien, som var her i Danmark, kom over og hjalp med at få os flyttet hjem. Jeg havde slet ikke begreb om ProTools og var så bange for at miste det, han havde spillet. Der var Frank (Hasselstrøm, red.) fantastisk, han tog ligesom over og sendte det hjem til en ude på Sweet Silence. "Det er godt nok noget mærkeligt noget," sagde han; der kom flere teknikere på, men der var ingen som kunne finde ud af, hvad det her var.

Men den begivenhed var kulminationen på ti dage, hvor alt gik ned. Jeg fik en knytnæve i maven – uden at der var nogen til stede – og sådan nogle ting. Meget mærkeligt. Meget fysiske ting. Om natten op til morgenen, hvor han døde, havde han splittet hele "mother-keyboardet" til sin computer ad i afmagt over, at han simpelthen intet kunne gøre. Eller i det mindste se, hvad der var galt. Det lå spredt ud over bordet, da vi kom ned.

Efter det har "The Storm" da fået en ny virkelighed her, hos mig. At man måske inden i sig selv arbejder med nogle ting, som man føler ligesom ligger i luften at man skal gøre. Og hvis man ikke får gjort det, er der måske nogle andre kræfter, som tager over. Hvis ikke du gør de ting, som du egentlig godt ved at du burde gøre, som du har lyst til at gøre, som du føler dig drevet til, et eller andet sted i din bevidsthed. Hvis ikke du får gjort det, er der noget andet som træder i stedet.

Og hvad burde I have gjort, efter din opfattelse?

Jeg tror, vi skulle have flyttet fra det hus. Det var i al fald det næste, jeg gerne ville, og jeg følte mig som sådan en forkælet pige, for jeg havde aldrig i mit liv boet under så fantastiske vilkår. Et hus, der var så smukt og stort, at det kunne rumme hele familien, hvis de kom på besøg. Der var ikke noget vand, det var et konstant tilbagevendende problem.

På et tidspunkt var der en periode på fem måneder, hvor der ikke var noget vand, og vi måtte i alden tid købe vand i store dunke. Thomas lavede fis med borgmesteren og ringede og pinte og plagede ham med at "Der er stadig ikke noget vand heroppe - jeg vil også gerne have et brusebad ligesom dig!" og sådan noget. Det handlede om, at byens pumpe var gået i stykker.

Rafael, som ejede huset og var en af vores venner, brugte huset som gæstebolig...puertoricanerne har jo som regel halvdelen af familien i New York, og når de kommer hjem, har familien ofte et sted hvor de kan bo, når de er der. Det var sådan et hus, vi fik lov at bo i. Efter Thomas' døde spurgte vi, om det nogen sinde var sket noget lignende her? Er der sket noget mærkeligt i det her hus? "Naej, det synes han ikke rigtig," sagde Rafael først.

Men han indrømmede så modstræbende, at der havde været noget familie fra New York – en kvinde med sin datter - som havde boet i huset og havde ringet og beklaget sig over et underligt lys, dagslys midt om natten. Hun kiggede ud af vinduerne, og både udenfor og i huset var det som midt på dagen – selvom det var nat. Det havde varet i over ti minutter, og så var det gået væk igen. Kvinden flyttede fra huset. Huset havde også været taget af stormen tre gange, indtil han til sidst byggede det i beton. Det var det, vi boede i.

Så det skulle han måske have undladt at gøre.....

Måske. Hans kone ville i øvrigt heller ikke bo der, mens han elskede det hus, fordi han selv havde bygget det. Der var en fantastisk udsigt;vi ville have indspillet "Universal Daughter" der. Thomas var begyndt at lave musikken, og jeg spurgte, om vi så ikke skulle lave det udenfor. Det var han med på; åbne dørene, trække kablerne ud og rykke udstyret udenfor. Stille mikrofonen op på en bjergtop, så vi kunne få hele det åbne landskab med.

Efter solnedgang kommer de her 250 millioner frøer, som fløjter. (Illustrerer, red.) Cikaderne, og de vilde hunde som står og glammer. Ham der er en af dem, som jeg har taget med hjem (peger på hunden for sin fod, red.). Der er vilde heste, der løber rundt, og pludselig hører man et skrig fra en eller anden mærkelig fugl. Vinden, der lige kommer forbi.

Hvis man kunne få alle de fantastiske lyde med....jeg tænkte, at det ville være det vildeste og det fedeste at få med på pladen. Vi havde spillet med nogle bønder på en bar oppe i bjergene, og dem ville vi invitere ned med deres congas, saxofoner, trompeter og hvad de nu havde...og så skulle vi stå og lave en fest på bjergtoppen og spille de her sange. Det nåede vi altså ikke....

Tror du Thomas havde været i live, hvis I havde forladt Puerto Rico tidligere?

Faktisk, ja. Man kan sige det sådan, at en ambulance er halvanden time undervejs derovre. Havde vi været herhjemme, tror jeg det ville være gået lynhurtigt med at der ville komme en og give ham hjertemassage. Han levede endnu, da vi fandt ham, og vi prøvede at give ham hjertemassage. Vi kunne bare ikke gøre det godt nok, tror jeg. Med professionel hjælp havde han måske levet endnu.

Hvem var "vi" på det tidspunkt?

Mig, Naja, Walther og Tina var der rundt om ham, hjalp hinanden, gav kunstigt åndedræt og hjertemassage. Mærkeligt nok var Rafael der for at kigge på en vandtank, vi havde fået sat op og som ikke virkede. Jeg fik råbt ud ad vinduet til ham: "Ambulance! Ambulance!" Men det tog halvanden time før den kom; det er sådan, det er. Amerikanerne har været gode til at bygge highways, men der er ingen ambulancer.

Rosens rod

Som vi talte om før er Savage Rose i dag jo et "ungt hold" - men nogle glimrende musikere. Men savner du nogensinde at have nogen med, der ligesom har været med hele vejen?

Egentlig er jeg lidt ligeglad med, hvor gamle eller unge, de er. For mig handler det mest om, hvad de kan tilbyde musikken, sangene. Og jeg synes også at det er ufatteligt spændende for mig....jeg kommer jo med hele roden af Savage Rose, med alt det som er roden til det, det er i dag. Jeg var meget kritisk i starten og tvivlede på, om jeg overhovedet ville kunne holde ud at spille sammen med nogen?

For jeg var meget bevidst om at have haft en mand, som kunne spille fantastisk, og som var en kæmpe inspiration hele livet. For mig til både at skrive sangene og til at lave melodierne ovenpå hans musik. Det var nemlig sådan, at når jeg hørte hans musik, lavede jeg min egen melodi henover, når vi skulle spille det. "Kan du ikke for en gangs skyld synge den sådan som jeg har lavet den?!," spurgte han.

"Hvad? Er det ikke den jeg synger?," svarede jeg. Så prøvede jeg at ramme hans melodilinje, men efter ti minutter sagde han "nej, bare syng din melodi. Bare syng, som du gjorde før. Det passer godt sammen." Så blev det sådan; det var duo-tingen i det. Han spillede et underlag, som var ufatteligt melodiøst og rummede både over- og undertoner som jeg ligesom kunne flyve på som en anden fugl; samle det op og lave min egen melodi ovenpå.

Jeg har opdaget, at min datter Billie gør det samme, når hendes mand spiller – Frank spiller både klaver, bas og alt muligt. Når han laver melodier, hører jeg også Billie stå dér og flyve ovenpå. "Ja, det er skide-irriterende," siger han, ha-ha. Men jeg må jo indrømme, at jeg begår en fejltagelse, hvis jeg beder hende synge, sådan som jeg gerne vil have det.

Enhver har sin egen sang og sin egen stemme at komme med. Det er jo ligesom en musiker har sin egen måde at spille på. Derfor forstyrrer jeg heller ikke musikerne eller siger "jeg vil gerne have at du spiller sådan-og-sådan." Jeg dirigerer ikk. Jeg kan spille akkorderne eller synge en sang for dem, og så kan de gå ind og farve det også føje nye dimensioner til. Hver eneste musikerer jo også selv farvet i alle mulige retninger. Men en sang eller et stykke musik skal jo også samle sig til en fælles organisme og i en fælles puls. Og på et tidspunkt siger alle "hold kæft, hvor lyder det her godt!" Og så er den der bare.

Det er sådan vi har lavet det – og så har jeg også lavet nogle nye sange, som kommer med på den nye plade. Naja og Anders har også lavet et par.....nu må vi se, hvor mange der kommer med på den første. Det hele skal gøres færdig nu, mixes, og jeg skal have det til at samle sig. Så det får et naturligt forløb og ikke bare bliver en håndfuld nye og en håndfuld gamle.

Det hele skal samle sig i et organisk forløb og være nyt at lytte til nu, for lytteren. Og for os. Det er nye indspilninger, det er nyt for os alle sammen, og vi ved ikke engang endnu – før mixet er færdigt – hvordan det helt kommer til at lyde. Det er lidt spændende. Det er en anden proces nu, end det har været de andre gange, synes jeg....

Men der er altså lagt an til to separate plader?

Ja, det håber jeg.