Festivalen tilføjer to nye navne til programmet
Den dansk-svenske Öresundsfestival afholdes for andet år i Malmö i dagene 10-11. maj, og sammen med en række af ledende musikaktører fra regionens spillesteder og festivaler vil festivalen præsentere 40 af de mest interessante musiknavne netop nu fra Øresundsregionen.
Kashmir og MØ er allerede offentliggjort som de to første navne fra Danmark, mens svenske Chords og Helt Off også spiller på hjemmebane i Malmö. I dag er så tilføjet yderligere et svensk og dansk navn.
Den svenske jazzpianist Jan Johansson døde i en trafikulykke i 1968 – bare 37 år gammel. Trods sin korte levetid er han den, der til dato har solgt flest jazzplader i broderlandet mod øst. Den, der tydeligst har lagt grundstenene til det, der i dag kan betegnes som moderne svensk jazz. Især albummet Jazz på Svenska står tilbage som en uopslidelig milepæl, og det er netop sange herfra, som Johanssons to sønner, Anders & Jens Johansson, vil opføre live.
Med sange som "For Pengene" og "Fedterøv" fra debut-ep'en "Popsang" slog Folkeklubben (billedet) sig for alvor fast på den danske musikscene i efteråret 2012. Mange har sagt "Kim Larsen i forynget udgave". Dansk og folkeligt, men også med noget på hjerte. Folkeklubben ønsker at erobre danskerne, og den 15. april udkommer gruppens første albumudgivelse "Nye Tider".
Billetsalget er i gang på Billetlugen.