Den populære sanger optræder i Livets Hus fra slutningen af august og ind i september
Det er velkendt, at Søren Huss er bekendt med sorgens tyngde. Han har på flot vis givet udtryk for det på sit første soloalbum, "Troen & Ingen". Efter henvendelser fra både præster og kirker drager den populære sanger nu på turné i august og september for at spille i en lang række kirker. Se turnéplanen her forneden.
Søren Huss fortæller om initiativet: "Jeg har siden udgivelsen af 'Troen & Ingen' i 2010 fået mange henvendelser fra kirker og præster om at spille mine sange eller tale om mit forhold til det at være i sorg. Det var ikke en fjern tanke at spille i en kirke, da jeg er fortrolig med kirkerummet fra min tid som kirkesanger, hvor jeg næsten hver søndag morgen i tre et halvt år mødte op til højmesse, træt og ofte med tømmermænd. Dengang stod jeg i en kort periode med et kors om halsen, hængende i en lædersnor. Det var købt i et kækt øjeblik på den nu hedengangne Midtfyns Festival og jeg bar det i et stille forsøg med troen på en Gud. Snoren knækkede efter et halvt år, og jeg tog det som et tegn på, at det ikke var noget for mig."
Søren Huss betragter dog ikke kirkerne som kirker i traditionel forstand. Han anskuer dem som "Livets Hus". Han forklarer:
"Jeg fortsatte i to år som kirkesanger, hvor jeg i mit stille sind oversatte ordet "Gud" med "livet" for, at teksterne gav mening for mig. Det gør jeg stadig, når jeg hører mennesker tale om Gud og forklare om Gud. Det handler om livet, og det gør mine sange også, på godt og ondt. Men det er først nu, efter plade nummer to, en tour rundt alene på scenen og med afstand til min private sorg, at jeg føler mig klar til at spille en hel koncert i "Livets hus". Jeg glæder mig til at høre, hvad det gør ved sangene."
Der er lagt op til en speciel oplevelse, når Huss og hans smukke sange indtager det storladne kirkerum. Du kan fange ham disse steder:
Køge Kirke den 21. august
Nykøbing Mors Kirkefestival den 29. august
Vordingborg Kirke den 7. september
Budolfi Kirke, Aalborg den 11. september
Folkets Hus, Struer den 18. september
Roskilde Domkirke den 25. september
Foderstoffen, Rudme den 26. september