Nyhed

Guide: Det skal du høre på Smukfest

GAFFA kommer her med sine 10 anbefalinger til årets fest i Bøgeskoven

Tiden nærmer sig for, at Bøgeskoven i Skanderborg lyser op i glødende scenelys. Forfesten til årets Smukfest er allerede godt i gang med solid opvarmning i campingområdet, men fra i morgen går programmet for alvor i gang.

GAFFA anbefaler her 10 kunstnere, som du ikke må snyde dig selv for. Vi har legender - Pet Shop Boys, Jimmy Cliff - gangsta - 50 Cent - og nye hitmagere - The 1975 (billedet), Skrillex. Hvis du har chancen, er det om at gribe den og måske blive ny fan. 

50 Cent, Bøgescenerne, onsdag den 6. august, klokken 23.30

Med et samlet pladesalg på omkring 30 millioner siden karrierens start i 2002 er det en af hiphoppens sværvægtere, der besøger Smukfest. Efter at have afsagt sig en kriminel løbebane begyndte 50 Cent sin musikalske karriere i 1996. Succesfulde mixtapes var medvirkende til, at Eminem og Dr. Dre i 2002 signede ham og hjalp med på debutalbummet "Get Rich Or Die Trying". Hittet "In Da Club" har siden været en fast schlager på alverdens dansegulve.


Ud over det allerede nævnte hit tæller 50 Cents bagkatalog også træffere som blandt andre "Candy Shop", "Disco Inferno", "Outta Control", "Just A Lil Bit" og "Ayo Technology".

Helt ærligt! Hvor tit får man lige chancen for at se en rigtig gangsta som Fiddy kaste rim ud i en skov? Det store spørgsmål er nu blot, hvorvidt han har skudsikker vest på eller ej, når han træder ind på Bøgescenen.


Rival Sons, Bøgescenerne, torsdag den 7. august, klokken 17.45

Siden 2008 har Rival Sons leveret det ene smækkende guitarriff efter det andet. Musikken har den ene fod i fortiden og den anden godt plantet i fremtiden. Det kan man særligt høre på kvartettens seneste udspil, "Great Western Valkyrie", der udkom i juni. GAFFAs Mathilda Dahlgren skrev i sin fire stjerners anmeldelse:

"På pladecoveret står bandet opstillet, som var de mistænkte kriminelle, men i musikken er de så sandelig på fri fod. Nutidig vokal, riffs og vitale trommeslag sender et ekko mod fremtiden, og sammenligninger med tidligere tiders stjerner, før Buchanan tændte sit eget lys, kan snildt undlades."

Herhjemme har de vakt megen begejstring blandt det danske publikum, og spørger man det engelske musikmagasin Classic Rock, er Rival Sons intet mindre end rockens fremtid. 


Pet Shop Boys, Bøgescenerne, torsdag den 7. august, klokken 21.45

Enhver med blot et minimum af øre for popmusik vil til enhver tid genkende en sang fra Pet Shop Boys, som nærmest har defineret en genre for sig selv med deres popmusik påvirket af disko, house, electro og alt muligt andet. De har været i gang siden 1981, albumdebuterede i 1986 og har haft utallige hits såsom "West End Girls", "Opportunities (Let's Make Lots of Money)", "It's a Sin", "Can You Forgive Her?, og deres uforglemmelige cover af disco-klassikeren "Go West". 

Når Neil Tennant og Chris Lowe træder ud på Bøgescenen, er det intet mindre end to engelske poplegender.

Example, Bøgescenerne, torsdag den 7. august, klokken 23.45

Rapperen og popsangeren Example slog for alvor igennem i hjemlandet England i 2011 med sit tredje album, "Playing in the Shadows". Albummet røg med det samme øverst på de engelske hitlister. Det samme gjorde både førstesinglen "Changed the Way You Kiss Me", der nu har omkring 50 millioner visninger på YouTube, og andensinglen "Stay Awake".

Kim Cesarion, Rytmescenen, torsdag den 7. august, klokken 21.30


Den svenske soulsanger Kim Cesarion blev i 2013 P3's uundgåelige med singlen "Undressed". Mødet med producerteamet Aristotracks resulterede i en pladekontrakt. Der er et eller andet med de svenskere og deres tradition for at ramme den helt perfekte pop-komposition. Debutalbummet, også navngivet "Undressed", udkom i juni og modtog fire stjerner af GAFFAs Sohail Hassan, der konstaterede: "Cesarion synger glimrende og besidder en iørefaldende falset." 


Nedenstående udgave af "Undressed" efterlader da i hvert fald ingen tvivl om Cesarions hede indlevelse i musikken.



Cris Cab, P3-Teltet, torsdag den 7, august, klokken 00.45

Cris Cab er vokset op i solskinsstaten Florida, nærmere betegnet i Miami. Som barn brugte han og familien rigtig meget tid på Bahamas, og det var her, han i en alder af bare syv år for alvor fik øjnene – eller ørerne – op for musikken. Han mødte Pharrell Williams gennem en fælles bekendt, da han var 15 år. Med et par gode, brugbare råd i bagagen efter mødet med den noget mere erfarne stjerne tog Cris Cab hjem og øvede videre på værelset. Seks år senere er han endelig klar med sit debutalbum, "Where I Belong". 


GAFFAs Sohail Hassan kvitterede med fire stjerner og skrev: "Det er ikke nyskabende eller med overraskende kant eller X Factor som f.eks. Bruno Mars, men også blot en debut fra den unge kunstner, og der er ikke tvivl om, at der er gods i Cab."

 

Bastille,  Bøgescenerne, fredag den 7. august, klokken 21.15

Bastille blev dannet i London i 2010 af sangeren og sangskriveren Dan Smith (der har fødselsdag 14. juli, Frankrigs Bastille-dag) og debuterede samme år med indie-singlen "Flaws". Året efter kom ep'en "Laura Palmer", og via heftig aktivitet på eksempelvis YouTube fik Bastille større og større opmærksomhed og kunne i sommeren 2011 spille på Glastonbury uden at have et album ude.

Bastille fik efterfølgende kontrakt med det store selskab Virgin, og i marts 2013 kom endelig bandets første album "Bad Blood", der har givet Bastille deres store internationale gennembrud. GAFFAs Kristian Petersen kvitterede med fire stjerner og skrev: "Når det er sagt, er der intet galt med kvaliteten af den tilstedeværende musik. I genrefællesskab med et band som Fun. leverer Bastille skarpe numre i en afvejning af keyboards og guitar."

Bastille var også at finde til årets Roskilde koncert, hvor de gav en koncert til fem stjerner i GAFFA.
 


Skrillex, Bøgescenerne, fredag den 7. august, klokken 01.15

Efter debut-ep'en "My Name Is Skrillex" og gennembruddet "Scary Monsters and Nice Sprites", begge fra 2010, var verdens brostep-fanatikere klar til et album fra dubstep-bevægelsens unge emolignende koryfæ. Det skete dog ikke, enten på grund af to bærbare computere stjålet fra den Grammy-vindende EDM-producer eller af andre ukendte årsager. Verden måtte pænt vente på, at Skrillex første fuldlængdealbum, "Recess", udkom i år. 

GAFFAs Simon Nathanael manglede dog lidt sammenhæng. Han kvitterede med tre stjerner og skrev: "Nærværende album er i den sammenhæng knap så debut-agtig, men mere et eklektisk attitude-udspil, som favner alt og intet på samme tid."

Skrillex er ikke desto mindre kendt for sine intense live-shows, så mon ikke han skal få fyret op for festen i Bøgeskoven.


The 1975, P3-Teltet, fredag den 7. august, klokken 00.45

The 1975 vandt frem op igennem 2012 ved at udgive 4 ep'er. Det selvbetitlede debutalbum fra 2013 slog for alvor kvartettens position fast i nutid engelsk rock. Med singler som "Sex", "Chocolate", "Settle Down" og den dansable "Girls" spiller The 1975 en interessant guitarpop med elektroniske elementer. Forvent store omkvæd, cool attitude og et svedigt live-show.



Jimmy Cliff, Bøgescenerne, lørdag den 8. august, klokken 17.45

Jimmy Cliff gjorde sig bemærket helt tilbage i 70'erne med sangene "You Can Get It If You Really Want" og "Sitting In Limbo", som var med til at sprede den jamaicanske reggae-musik ud til et internationalt publikum. Sidenhen har jamaicaneren cementeret sin position som én af pionererne inden for reggae-genren, som blandt andet har resulteret i en plads i den berømte "Rock'N'Roll Hall Of Fame". Sidste år modtog den hæderkronede musiker endvidere en Grammy for sidste års udgivelse "Rebirth" - albummet, som Jimmy Cliff turnerer med, når han kommer til årets Smukfest.
 

ANNONCE