På trods af sine snart 80 år er Leonard Cohen ikke færdig som popsanger
WiMP kan eksklusivt præsentere Leonard Cohens helt nye single, "Almost Like the Blues". Hør den nedenfor.
Ifølge pålidelige kilder udgiver Leonard Cohen albummet Popular Problems i forbindelse med sin 80 års fødselsdag den 21. september – albummet skulle komme dagen efter. For de mange fans er der dog ikke udsigter til at opleve sangskriveren live, da han ifølge Rolling Stones har udtalt følgende:
"Der er ingen tourplaner – vi ser frem imod et nyt fremragende studiealbum."
Publiceringen af Popular Problems er ikke gjort officielt endnu, men nyheden om udgivelsen stammer fra forrige uge, hvor en officielt anerkendt fan-konvention blev afholdt i Dublin, Leonard Cohen Event 2014. Jarkko Arjatsalo, som er administrator for Cohens egen hjemmeside og agerer talerør mellem Cohen og hans fanbase, fortalte her:
"Leonard har arbejdet hårdt på sit næste studiealbum bestående udelukkende af nye sange. Han har bedt mig lade jer vide, at 'Popular Problems' vil blive udgivet i slutningen af september, kort tid efter hans 80-års fødselsdag."
Om albummet bliver taget imod med et "hallelujah" af den verdensomspændende fanskare vil tiden vise, men Leonard Cohens seneste udspil giver grund til høje forventninger. Albummet Old Ideas fra 2012 blev af GAFFAs Lars Löbner Jeppesen kvitteret med fem stjerner under overskriften: "Kommandør Cohen bedøver igen med endeløs dybde og indsigt".
Den snarligt 80 årige canadiske digter, forfatter, sanger, sangskriver og kvindebedårer fortsætter altså med at forføre verden i sit melankolske og medrivende univers. Spørgsmålet er dog, om Popular Problems kan leve op til fordums styrke og albums som Songs of Leonard Cohen, Songs From a Room og andre pletskud.
Vi må tålmodigt læne os tilbage og vente på, at Leonard Cohen runder de 80, og svaret bliver givet.
Torsdag den 18. september klokken 16-17.30 kan du i øvrigt opleve den mangeårige GAFFA-skribent og Cohen-ekspert Espen Strunk holde foredraget "Det knuste Hallelujah" på Hovedbiblioteket i Aarhus. Der er gratis adgang.