Nyhed

Københavnsk verdensmusikfestival på vej

Med navne til både store og små scener og mennesker

Når Copenhagen World Music Festival den 3. september 2014 klipper snoren over, bliver det til den hidtil største verdensmusikfestival i Danmark.

75 koncerter på 29 spillesteder fordelt over hele hovedstadsregionen – fra Hillerød i nord til Høje Taastrup i vest, Ishøj i syd og Amager i øst. Og med musik fra hid og did, syd og nord, øst og vest. Dét er, hvad den vil byde på – for store og små.

 Naturligt nok ønsker arrangørerne ikke at udpege festivalens hovedattraktioner, men et godt bud er, at hovednavnene er blandt følgende:


  • korastjernen Sekou Kouyate, fra Guinea,
  • orkesteret Oudaden, fra Marokkos Atlasregion,
  • den mozambiquiske trommeslager Deodato Siquir,
  • den indiske sangerinde Debalina og barden Baul Fakiri,
  • den kenyanske sangerinde Nyota Ndogo.

Af danske/skandinaviske navne skal Afenginn, Svøbsk, Bjonko, Eivør (billedet), Sexican, Fatma Zidan, Jorge Cordero, Klumben & Raske Penge nævnes, blandt mange.

Allerede åbningsarrangementet, onsdag den 3. september fra kl. 15 til 20, bliver et sansebombardement. På Nytorv i København optræder således både Sekou Kouyate, Oudaden og Debalina. Der er fri entré og dermed fri adgang til at orientere sig i festivalens bredde – geografisk og kunstnerisk.

For yderligere info om festivalen, kunstnerne, scenerne og koncerterne (herunder billetter) se cphworld.dk.


ANNONCE