Nyhed

Verdenskendt reggae-kunstner gæster Herning

GAFFA.dk - alt om musik

Da Natasja i 2007 på nummeret ”Ildebrand I Byen” sendte skud ud til den hjemlige reggaescene, nævnte hun i flæng byer som København, Aalborg og Aarhus – ja selv Fyn fik et par rosende ord med på vejen. Herning blev dog ikke nævnt med ét ord, men det er der nu nogle ildsjæle, der vil lave om på

GAFFA møder daglig leder og booking manager for Ungdomshuset Kontrast, Amir Rehman og en af de mange frivillige og nyvalgt næstformand i bestyrelsen, Sophie Caroline Almtoft Olesen til en snak om Ungdomshuset Kontrasts historie og mission, men også til en snak om de forestående store navne inden for den internationale og hjemlige reggae- og dancehallscene, der nu er på vej til Herning.

Eek-A-Mouse i Herning

Lørdag den 28. maj går det løs med en reggaekoncert med den verdenskendte jamaicanske sanger og dj Eek-A-Mouse, hvilket må siges at være noget af en signing for et så lille musiksted som Kontrast, der kun har plads til cirka 100 tilskuere.

Eek-A-Mouse er en af de mest populære kunstnere inden for den specielle dancehallreggae, som han blandt andet var med til at gøre international i 1980'erne. Under det borgerlige navn Ripton Joseph Hylton begyndte han sin musikkarriere allerede, da han gik på college, hvor han udgav to roots-reggaesingler under eget navn, i øvrigt produceret af hans matematiklærer Mr. Dehaney. De næste par år arbejdede han for forskellige lydsystemer, og i 1979 antog han kunstnernavnet "Eek-A-Mouse" opkaldt efter en væddeløbshest, han altid satsede på. Han havde dog ikke større held på galopbanen, da hesten altid tabte – lige indtil den dag, hvor Ripton ved et tilfælde ikke spillede på hesten, hvorefter den så gik hen og vandt. Skæbnens ironi ville, at hans venner herefter drillede ham og gav ham øgenavnet efter den uheldige hest.

Samme år begyndte Eek-A-Mouse at indspille for den legendariske producer Joe Gibbs og fik et instant hit med "Once a Virgin", der hurtigt blev fulgt op med hans signature tune "Wa-Do-Dem”.

I slutningen af 1980 havde Eek-A-Mouse indledt et frugtbart samarbejde med produceren Henry "Junjo" Lawes, og året efter var han stjernen på Reggae Sunsplash Festival, hvor han blev tiljublet som den nye reggaestjerne af et talstærkt publikum, der stadig sørgede over reggae-ikonet Bob Marleys død. Samarbejdet med Lawes førte til en række succesfulde singler og album, der i 1982 inkluderede hits som "Wild Like a Tiger", "For Hire and Removal", "Do You Remember" og "Ganja Smuggling". Samme år udgav han sit andet album, Wa Do Dem, der stadig i dag regnes for et af de mest klassiske dancehallalbum gennem tiderne.

I en alder af 64 år er Eek-A-Mouse stadig en af reggaemusikkens sværvægtere og er ofte at finde som hovednavn på reggaefestivaler over hele kloden. Det er derfor et scoop, at legenden nu gæster Ungdomshuset Kontrast i hjertet af Herning.  

Dørene åbner kl. 20:00, hvor dj Jah B varmer op med ska- og rocksteady-numre fra reggaens barndom, indtil Eek-A-Mouse går på scenen. Efter koncerten spiller Cool Runnings Sound oplagte smagsprøver på reggaemusikken gennem de sidste seks årtier, såsom rockers, roots, dub, lovers rock og dancehall.

Artiklen fortsætter under billedet

article_header

Kontrast fejrer jubilæum

Kontrast har til sommer 15-års jubilæum og Amir har været med siden den spæde start. Sjovt nok samme år som Natasja udgav "Ildebrand I Byen".

- På godt og ondt er jeg jo nok Kontrasts O.G. – "original gangster", fordi jeg er medstifter af foreningen, fortæller Amir med et smil på læben.

- Fælles for Sophie og jeg er, at musik og kultur har berørt os fra en tidlig alder. Der er forbrugere af musik, der bare lytter til radio eller har det som baggrundsstøj, men for os andre, der er blevet dybt berørt af det og fået et lyn i hjernen fra en meget tidlig alder af, så har det en større betydning. Det er emotionelt, det er spirituelt, og det går ind og påvirker din DNA, fortsætter Amir.

Amir har deltaget i Kulturfesten i Herning fra ungdomsårene og har altid haft en vision om, at der skulle være et sted, der kunne brede sig længere ud og repræsentere subkulturen, der ofte ikke får den samme opmærksomhed, som er tilfældet på den mere etablerede musikscene.  

I 2007 blev ideen til virkelighed, og foreningen Kontrast blev stiftet.

- Selvfølgelig har vi skulet til ungdomshusene i Aalborg og København, men man kan ikke bare overføre en storbys koncept og gøre det lokalt på samme måde. Det skal filtreres igennem ko-lort, for vi er jo i Jylland, skraldgriner Amir.

- Der er rigtig mange, der bliver forbavset over, at vi har et alternativt ungdoms- og kulturhus i Herning, og det er vi jo superstolte af, at vi har kunnet påvirke mennesker, kunstnere og publikummer. Da vi startede i sin tid, var vi en torn i øjet på det bedre borgerskab, fordi vi er dem, de andre ikke gider lege med. Men i stedet for bare at være dem, så har vi med årene formået at formidle kultur. Vi har lavet undergrundsrave, holdt endags-festivaler med fokus på punk, metal, hardcore, reggae, ska og hiphop, og jeg synes, vi er gode til at komme med spændende og mærkelige tiltag, som du ikke finder andre steder i Herning by.

Artiklen fortsætter under billedet

gallery_medium

Vilde signinger

I pressemeddelelsen til Eek-A-Mouse-koncerten, der er forfattet af Amirs gode ven og Kontrast-projektmedarbejder Ronnie Flensborg Iversen, kan man læse følgende om koblingen mellem den jamaicanske dj og Ungdomshuset:

- I 1982 udgav Eek-A-Mouse albummet Wa-Do-Dem der blev en international succes. Idéen om at freestyle over beats frem for at spille i en bandkonstellation såede grobunden for, hvad vi i dag kender som rap. Især i USA resonerede dancehall hos unge fremmedgjorte afro-amerikanere, der ligesom Eek-A-Mouse brugte formen til at fortælle om deres liv på gaden. Den sociale bevidsthed ser vi også i ungt dansk rap i dag, hvor mange nydanskere i socialt belastede områder også spytter rim om deres liv og opvækst. Med vores begivenhed vil vi gerne fejre Eek-A-Mouse og den sociale bevidsthed, hans musik har opfostret. Vi mener, at musik fra gadeplan kan gøre os alle klogere på, hvordan det er at leve som fremmedgjort, hvilket vi kan tage til efterretning og bruge til sociale forbedringer. Det er også en kerne i vores filosofi i Kontrast: Der skal være plads til alle, og vi tror på, at vi bliver bedre mennesker ved at lytte til hinandens livshistorier.

Men det stopper ikke her med Eek-A-Mouse, for allerede fredag d. 10. juni er Kontrast vært ved et andet stort arrangement på det lille spillested. Denne gang er det Klumben og Raske Penge, der lægger vejen forbi Herning, og som nok skal få fyret op under publikum med udadvendt dancehall og masser af bas. Koncerten er en opvarmning til Herning Kulturuge, og med sig har den dynamiske dancehall duo et andet dancehallset, Camilo og Rebel.

Artiklen fortsætter under billedet

article_header

Navnlig Klumben og Raske Penge har en helt særlig plads i hjertet på Sophie, der har arbejdet som frivillig i Kontrast igennem de sidste fire år og som er i færd med at blive oplært som kulturiværksætter.

- Jeg tror, det var et af mine første forslag, og jeg har snakket med Amir om det i noget tid, men det er så først nu, det er blevet til noget. Det er en drøm for mig, og det er stort at få sådan et ansvar, for jeg kan sige til Amir, jeg vil gerne lave det her arrangement og så siger han, jamen så lav det. Vi er så meget en del af det, der sker her og det er så vildt at have et så stort ansvar. Jeg er stolt af at være en del af Ungdomshuset, hvor der er plads til alle.

I forbindelse med Kontrasts jubilæum den 27. august arbejdes der på at stable endnu et stort arrangement med en anden hjemlig dancehallgruppe på benene. Bookingen er i skrivende stund endnu ikke bekræftet, men navnet er GAFFA bekendt. Det er planen, at det skal foregå i samarbejde med kulturinstitutionen HEART (Herning Museum Of Contemporary Art) og spillestedet Fermaten.  
Derudover kommer Kontrast til at danne rammen om en fast reggaeaften hver tredie måned.  

Ungdomshuset Kontrast har tidligere haft reggae på programmet med navne som Kong Salami, Lady Smita, Skod Kong, EaggerStunn, Blunt og Rebel, men nu tager Kontrast altså endnu et skridt på vejen til at sætte Herning på hele Danmarks reggaelandkort som byen, hvor idé bliver til handling. Mon ikke Mick Øgendahl er færdig med at spørge "hvor fanden er Herning"?

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Horace Andy leverer atter i en alder af 71 år

Varm op med Eek-A-Mouses seneste single, “Dem Ago Tyad Fi Hear Mi Name”:

ANNONCE