Nyhed

Vanguard ramt af aflysning – erstatning fundet

For tredje gang denne sommer har et engelsk band misset sit fly til en dansk festival

Vanguard Music Festival, der netop er gået i gang på Søndermarken i København, er desværre blevet ramt af en aflysning. Engelske Babyshambles, der skulle have givet koncert i dag klokken 17, kommer ikke, da bandets forsanger Pete Doherty har misset sit fly fra London. I stedet indtager den højenergiske danske gruppe Reptile Youth scenen.

Det er ikke første gang, den både uheldige og skandaleramte Doherty kommer for sent til et fly. Det skete eksempelvis også, da gruppen skulle give koncert på Train i Aarhus i 2006, hvor koncerten dog blev gennemført med tre timers forsinkelse, men det kan selvsagt ikke lade sig gøre på en festival.

Så sent som i går skete noget lignende, da engelske The Fat White Family heller ikke nåede deres fly til Danmarks Grimmeste Festival i Arhus, og i juni var det ligeledes engelske Temples, der måtte aflyse deres koncert på NorthSide af samme årsag. Det begynder efterhånden at ligne et mønster, og vi må derfor opfordre alle engelske bands til at ankomme til lufthavnen i ekstra god tid og tjekke, at de har deres pas på sig, og ikke medbringer noget, der ikke må medtages på et fly.


Se Reptile Youth live i Red Bull Studios:

 

 

 


ANNONCE