Månedens varmeste sange, du bare SKAL høre
Vi er i gang med en ny måned, og traditionen tro bringer vi her en guide med månedens 11 varmeste numre, du SKAL høre. Se musikvideoerne nedenfor og hør sangene nederst på Spotify eller WiMP.
Hej Matematik – Ik Ordinær (feat. Jesper Binzer)
Søren Rasted og nevøen Nikolaj Rasted har genoplivet Hej Matematik med hjælp fra ingen ringere end D-A-D-sangeren Jesper Binzer på den nye single Ik Ordinær. Sangen låner på snedig vis fra Billy Idols 30 år gamle hit Rebel Yell, og hvad mere kan man egentlig ønske sig af en fucking popsang, der uden tvivl sætter sig fast?
(Hør sangen nederst på Spotify eller WiMP)
Iggy Azalea – Beg For It (Feat. MØ)
Den australske rapper Iggy Azalea (billedet), der tidligere på året stod bag nummer et-hittet Fancy, har netop udsendt en udvidet version af debutalbummet The New Classic under titlen Reclassified. Her er fem nye numre inkluderet, blandt andet det nye singleudspil Beg For It, hvor MØ medvirker.
Run The Jewels – Close Your Eyes (And Count To Fuck) (Feat. Zack De La Rocha)
Hiphop-duoen Run The Jewels aka Killer Mike og El-P har for nylig udsendt deres andet album RTJ2, der blandt andet byder på en gæstevers leveret af den ramsaltede Rage Against The Machine-igangsætter Zach De La Rocha på nummeret Close Your Eyes (And Count to Fuck).
Father John Misty – Bored In The USA
Josh Tilmann udsendte i 2012 det vanvittigt effektive album Fear Fun under navnet Father John Misty. Siden da har han turneret intensivt og udsendt parfumen Innocence, men det er også blevet tid til at indspille et nyt album, der udsendes til februar under titlen I Love You, Honeybear. Førstesinglen Bored In The USA er allerede ude, komplet med aparte dåselatter.
Jonathan Johansson – Ny / Snö
Sveriges ypperste unge popsnedker Jonathan Johansson barsler snart med et nyt album, der følger op på sidste års Ett Språk För Dom Dömda, der tjente som soundtrack til en teateropsætning af Dracula. På Johanssons nye singleudspil Ny / Snö viser han igen, at ingen kan som ham levere en politisk ladet popsang med denne elegance – det skulle da lige være landsmændene i Kent.
James Williamson – Wild Love (feat. Alison Mosshart & Mark Lanegan)
Guitarguden James Williamson har på sit nye soloalbum Re-Licked gravet en stak gamle Stooges-numre frem, der i sin tid aldrig blev officielt indspillet med Iggy Pop. Vi snakker ofte bootleggede-sange som Open Up And Bleed, I Got A Right og Cock In My Pocket. Til at synge sangene er navne som Dead Kennedys-sangeren Jello Biafra, Primal Scream-frontmand Bobby Gillespie, Mark Lanegan og The Kills-sangerinden Alison Mosshart kaldt ind.
Soundgarden – Storm
Chris Cornell og resten af Seattle-rockerne i Soundgarden har været igennem arkiverne og fundet 50 sjældenheder frem til det nye opsamlingsalbum Echo Of Miles: Scattered Tracks Across The Path. Albummet byder blandt andet på b-sider, liveoptagelser og remixes samt et par ikke tidligere udsendte sange, så som den nyindspillede single Storm, der oprindeligt stammer fra et demobånd fra 1985.
Stine Bramsen – The Day You Leave Me
Alphabeat-sangerinden Stine Bramsen har netop udsendt balladen The Day You Leave Me, der er hendes tredje singleudspil i år. Den nye sang er sammen de to tidligere singleudspil Move Forward og Prototypical en del af det, der skal ende med at blive den 27-årige sangerindes første soloalbum, der udkommer næste år.
Noel Gallagher's High Flying Birds – In The Heat Of The Moment
Næsten synkront med udmeldingen om, at Liam Gallaghers post-Oasis-band Beady Eye er opløst, udsender storebror Noel singlen In The Heat Of The Moment der er at finde på hans kommende andet soloalbum Chasing Yesterday. Albummet udsendes i starten af marts, og den 17. samme måned gæster han Vega i København.
Gwen Stefani – Baby Don't Lie
Vi skal skrue tiden helt tilbage til 2006 for at finde det seneste soloalbum fra No Doubt-sangerinden Gwen Stefani. Ventetiden på en opfølger ser dog ud til at snart at være overstået, for den 45-årige popsangerinde har netop udsendt singleforløberen Baby Don't Lie fra det kommende tredje soloalbum.
Sun Kil Moon – War On Drugs: Suck My Cock
Der har været skrevet meget om Sun Kil Moons notorisk gnavne frontmand Mark Kozeleks offentlige disputs med Philadelphia-bandet The War On Drugs, og det nærmer sig snart et niveau af voksenmobning, men en aldeles vittig en af slagsen, der indtil videre er kulmineret med de to sange War On Drugs: Suck My Cock og Adam Granofsky Blues.