Nyhed

Se: Ringo Starr annoncerer nyt album

Den 74-årige musiker tyer til YouTube for at give verden besked om sit 18. studiealbum

Ringo Starr har tyet til YouTube for at annoncere, at han udgiver et nyt album i 2015. Se klippet her forneden.

"Jeg har færdiggjort min plade, mixet pladen, og næste år udkommer den på Universal Records," siger Starr, før han antyder, at han muligvis drager på turné med sit All-Starr Band i februar og marts.

Det nye album bliver den 74-årige The Beatles-trommeslagers første album i næsten tre år og hans 18. studiealbum samlet set. Albummets titel har han dog endnu ikke afsløret.  Hans seneste udspil var "Ringo 2012". GAFFAs musikanmelder Henrik Friis kvitterede med tre stjerner under overskriften: "Pligtaflevering fra hyggeonklen."


I september slog den vittige charmør et slag for rock-genren, da han i et interview med NME udtrykte tro på, at rockmusikken aldrig dør, og at bands altid "vil klare sig igennem i sidste ende."

"Det afgørende for mig - jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke er den store fan af boybands, der danser og den slags - men det, der afgør det for mig er, at der altid er bands derude," fortæller han. "Der er altid bands, der spiller et eller andet sted, og de vil altid klare sig igennem i sidste ende."

Se Ringo klare sig igennem sin YouTube-update her:

ANNONCE