Det danske band samarbejder med Mercedes-Benz omkring udgivelsen af deres kommende album
Nålen rammer sporet på en gammel slidt vinylplade, og Janis Joplin skråler "Oh Lord, won't you buy me a Mercedes-Benz". Hvis Vorherre ikke stiller en Mercedes 320 SLK med el-kaleche til rådighed, kan man jo også bare indgå et kreativt samarbejde med firmaet om udgivelse af musik i stedet. Det har danske Reptile Youth valgt at gøre i forbindelse med deres andet album "Rivers That Run For A Sea That Is Gone", som udkommer den 10. marts.
"Efter udgivelsen af vores debutalbum følte vi os meget fastklemte af kommercielle interesser og en konform udgivelsesproces. Vi havde behov for kreativ frihed til at eksperimentere og besluttede at ringe til Mercedes-Benz, som vi havde lagt mærke til var aktive i kulturlivet. Det viste sig hurtigt, at vi havde en god kemi og kunne komplementere hinanden både kreativt og kommercielt. Jeg føler, at vi sammen med Mercedes har sprængt rammerne for band-brand partnerskab og har fundet den perfekte måde at få det her nye album ud på," forklarer Mads Damsgaard Kristiansen, der er forsanger i Reptile Youth.
I al enkelhed hjælper Mercedes-Benz Reptile Youth med at realisere deres drømme omkring udgivelsen af "Rivers That Run For A Sea That Is Gone". Firmaet har for eksempel været medproducer på den første musikvideo, det kommer til at lave live-sessions og pop-up-events, og naturligvis hjælper det også med til at transportere Reptile Youth rundt i Europa i stil. Der er nemlig blevet stillet to Mercedes-biler til rådighed for bandet.
Den kunstneriske frihed piller Mercedes-Benz imidlertid ikke ved. For de tyske bilmagere er Reptile Youth en konkret måde at forstærke deres involvering i vækstmiljøet på den danske kunstscene. Virksomheden har i flere år været engageret i den danske modeuge, ligesom den samarbejder med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og den aarhusianske musikfestival Spot.
"Vi satte os ned og snakkede med Mercedes om, hvilke aktiviteter vi drømte om at lave på dette album, og hvilke aktiviteter et pladeselskab normalt ville hjælpe os med at producere. De ting er Mercedes nu med til at lave sammen med os, samtidig med at vi selv kan styre, hvordan musikken kommer ud. Der er ikke længere nogle lænker på musikken rettighedsmæssigt, så vi kan agere spontant og frit, hvilket er vigtigt i forhold til at blive ved med at lave god musik", fortæller Mads Damsgaard Kristiansen.
I en tid, hvor musikbranchen bliver mere og mere kompleks, og hvor alternative måder at udgive album på bliver mere og mere normale, må man give Reptile Youth, at de har formået at finde en fintrullende model.
Reptile Youth kan opleves live til marts:
Torsdag den 13. marts – Pumpehuset, København
Fredag den 14. marts – Studenterhuset, Aalborg
Lørdag den 15. marts – Aarhus, VoxHall
Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider