Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Tolkien-stjernen Elijah Wood dj'er på Amager, Pumpehuset kickstarter bas-året, og på Fyn holder de fest i firser-teenageværelset

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!


Så er der Commodore 64-fest

På Fyn kan man kickstarte weekenden torsdag aften med en fest på Brandts, som markerer, at det snart er ved at være sidste chance for at besøge udstillingen "Space Invaders over Brandts", der siden oktober har sat fokus på 80'ernes computerkultur, især Commodore 64'eren. Festen holdes i selve udstillingslokalet (som selvfølgelig har både arkademaskiner og originale Commodore 64-computere, man kan spille på, samt et autentisk firser-teenageværelse), og der er gratis øl, vand og kage til gæsterne. Undervejs er der koncert med det odensianske musik- og kunstnerkollektiv Oktronium (de optræder i teenageværelset) samt koncert med Ras Bolding (håndspillet Commodore 64 og synths foran Giana Sisters-væggen), og der er også åben PacMan-konkurrence på arkademaskinen og joystick-hack-konkurrence med gavekortpræmier. Og så er det gratis. Når man ikke med til den festlige afslutning, kan man stadig nå udstillingen, som er åben frem til 2. marts.

Hvad: Afslutningsfest på Space Invaders over Brandts
Hvor: Brandts, Mediemuseet, 3. etage
Hvornår: Torsdag kl. 17 til 21
Hvordan: Facebook-link


Bas-året kickstartes i Pumpehuset med Rockwell
Rockwell spillede til Strømfestivalen i sommers (om lørdagen i Enghaveparken). Nu er han tilbage i København, hvor han spiller fredag aften i Pumpehuset. Rockwell (som har sin MC Mantmast med) har et debutalbum på vej, og hans seneste single "Sick of It All" kan du høre her, hvis du vil have en forsmag. Der er support fra danske Beastie Respond samt det utrættelige hold fra Christiania Radios Torsdags-Redaktion (C.A.R.T.): dj Breakfast, MC Black Daniels, Bobby 6 Killa og MC Alvarado. Læs mere på festens Facebookside.

Hvad: Rockwell
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52, Kbh. V.
Hvornår: Fredag 21. februar kl. 22
Hvordan: Link til Pumpehuset

Guddommeligt gratis
Det er blevet tid til årets første God Goes Deep, hvor den elektroniske musik rykker ind i Vor Frue Kirke i Nørregade. I denne omgang er Jan Brandi og Adam plus Kay Seitzmayer fra Banzai Republic på programmet, så der kan forventes alt fra verdensklasse-chillout til guddommelig blues fra dj-pulten. Dørene åbner kl. 20, og musikken klinger ud ved midnat. Og det er helt gratis.

Hvad: God Goes Deep
Hvor: Vor Frue Kirke, Nørregade 8, Kbh. K.
Hvornår: Fredag fra kl. 20 til 24
Hvordan: Facebook-link



Elijah Wood dj'er på Amager

Det bliver svært for samtlige andre fester denne weekend at konkurrere med whauw!-faktoren på Actionhygges lørdagsfest, hvor selveste Elijah Wood aka Frodo Baggins fra "Lord of the Rings" står bag dj-pulten. Ja, whauw, det er jo næsten umuligt at blive væk fra dén fest, right? Det gør han under navnet Wooden Wisdom, en dj-duo, som består af Elijah selv og Turquoise Wisdom (aka Zach Cowie). De spiller kun vinyler, ingen digitale ting, og ifølge arrangørerne står den på persiske og tyrkiske disco-beats fra 70'erne og 80'erne, men kom og bliv overrasket. Wooden Wisdom spiller i Rum 1 med irske dj Fitz, mens Djuna Barnes og Christian D'or plus Sultanen & Sheiken (Waqar og Sven Francisco) tager sig af Rum 2. Som sædvanlig i Actionhygge-regi loves der billig bar og raverbus-shuttle-service samt ekstrahalløj såsom sauna og karaoke. Læs GAFFAs artikel her og se mere på Facebook.

Hvad: Actionhygge - Mørkets fyrster
Hvor: Bygning 5, Prags Boulevard 43
Hvornår: Lørdag fra kl. 22 til 04
Hvordan: 70 kr.


Svensk techno for oven, vintage house for neden

Der er massivt svensk techno-rykind på Boxen lørdag aften, hvor duoen Skudge spiller live og Rivet plus Ulr Eriksson dj'er på mainfloor. Og kan man løsrive sig fra Black Box, står et stærkt trekløver (med vintage-house i pladetaskerne) bag pulten i den røde kælder: Brynjolfur, Kim Kemi og Jean von Baden.

Hvad: Skudge vs. Kontra-Musik Night
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag 22. februar kl. 23
Hvordan: Facebook-link


Har du underskud på kærlighedskontoen?

Der skrues igen op for kærlighedsmaskineriet på Christiania, når den Elektroniske Kærligheds-Generator er tilbage på Børneteatret lørdag aften. Det kærlige trekløver Andreas Elecktrick (aka Andreas Bendix), LoveAvalanche (aka Al Lindrum) og Maüse Gerät (aka Mads) står bag pulten, og det koster kun 30 kr. at komme ind, så der er også plads til dem, der har lidt lavvande på bankkontoen. I den forbindelse: Husk kontanter til baren, der tages ikke imod dankort.

Hvad: Elektronisk Kærligheds-Generator
Hvor: Christianias Børneteater, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag fra kl. 23 til 05
Hvordan: Facebook-link


Holder du en fest, der skal med på listen i næste uge? Skriv til [email protected].

ANNONCE