Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

I denne weekend hopper vi ind i den første officielle forårsmåned, og det kan i den grad fejres på dansegulvene. Find vej til de bedste fester her.

GAFFA sætter øget fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!


Afslut vinteren med fisk og danseplader
Onsdag er det officielt stadig vinter tre dage endnu, og på Mesteren & Lærlingen vinterhygges der således onsdag aften fra kl. 18.30, hvor der serveres lune fiskedeller lavet af Kødbyens Fiskebar, serveret med sprød salat og friskbagt rugbrød for 50 kr. Papa Marni, Andreas B og John Hernin spiller danseplader fra 50'erne til 70'erne fra Kingston, Detroit & Hollywood.

Hvad: Vinterhygge med mad og musik
Hvor: Mesteren & Lærlingen, Flæsketorvet 86, Kbh. V.
Hvornår: Onsdag fra kl. 18.30
Hvordan: Gratis


Slut med hipstervinylerne. Nu gælder det kassettebånd.
Hvis du også bliver lidt lun om hjertet over kassettebånd som musikmedie, vil du elske fredag aften i Aarhus, hvor det nye pladeselskab HELP holder releasefest for udgivelsen af deres to første kassettebånd. Jep, HELP vil gerne give folk en fysisk og personlig oplevelse med den musik, de udgiver, så det er altså på kassettebånd, det foregår, fremfor på vinylplader og som luftige mp3-filer. Kassettebåndsformatet passer også godt til deres lyd, som er rå og lo-fi, lyder det fra folkene bag HELP, brødrene Milán og Natal Zaks. Forvent elektronisk kraut/monotoni og rå techno i den grimme ende. Til festen opfører Natal Zaks sit nyeste liveprojekt Central (det er techno), og der er dj-sets fra Milan Zaks samt bossen for NORD Records, Anders Vendelbo. Og man kan selvfølgelig købe kassettebåndene til festen til 40 kr. stykket. Husk kontanter.

Hvad: HELP Recording releasefest
Hvor: B-Huset, Godsbanen, Skovgaardsgade 3-5, Aarhus C.
Hvornår: Fredag 28. februar kl. 22 til 05
Hvordan: 50 kr. Læs mere på facebook


…men man mixer bedre med vinyler
Hurra for den aarhusianske kassettebåndsrevival beskrevet ovenfor, men vinylerne er her jo heldigvis stadig. Særligt meget heldigvis, når det er vinyler i hånden på nogen, der kan finde ud af at mixe dem sammen på en interessant måde, og det sker på KB18 lørdag aften, hvor Andre Kronert er på besøg. Han ELSKER vinyler, har dj'et i 15 år og har aldrig en laptop med til sine liveshows. Og så kører han hyperaktivt nok fire pladeselskaber. Så man kan sagtens se for sig, hvordan han sandsynligvis bonder rimeligt godt med aftenens vært, den også temmeligt hyperaktive TIPI-boss Rasmus Rekyl. Som også vil være at finde bag dj-pulten på aftenen, sammen med Kim Kemi og dj-duoen Strung Fellows.

Hvad: Tomahawk præsenterer Andre Kronert
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag fra kl. 23.55
Hvordan: Facebook-link


Gul fest på Istedgade
Et lille hop tilbage til fredag, hvor der fra klokken 17 er gratis øl og bobler på Istedgade i anledning af, at Det Gule Hus (gen)åbner. Nu som gadens nye feststed med både dj's og livebands i baren om aftenen. I dagtimerne vil der så være café med køkkenet åbent til kl. 22. Og der bliver smagsprøver på det hele til åbningsfesten fredag, hvor blandt andre David Ramati, Dan M, Lerager, Nbronx Crew og Benja står bag dj-pulten. Den perfekte fredagsbar til dem, der kan lide at trille direkte ud i fyraftensøllen eller bare godt kan lide at starte tidligt.

Hvad: Åbningsfest i Det Gule Hus
Hvor: Istedgade 48, Kbh. V.
Hvornår: Fredag fra kl. 17
Hvordan: Facebook-link


I hus-arrest på Boxen
Low Jack er et fuldstændigt fantastisk godt dj-navn, blandt andet fordi det (stavet på en lidt anden måde) egentlig betyder den elektroniske ankelkæde, man har på, hvis man er i house arrest (gettit?). Det har også en hel del andre snedige slangbetydninger, som I selv lige kan google jer frem til. Og hvem er så Low Jack? En fransk dj, som er hovednavnet fredag på mainfloor på Boxen og suppleres af Karolis SC, Konsistent, Serg K og Lukas Lauke. I Red Box holder Connect Four hof med tyske Oliver Deutschmann bag pulten sammen med Connect Four-bosserne Patrick Bateman og Blagger (også et par gode dj-navne, nu vi er i gang). Og lige denne fredag kan det garanteres, at der også er godt gang i den på White Box, for der er nemlig (åben) privatfest fra kl. 21. Bag pulten på White Box, endnu et navn, der ligger godt i munden: den danske dj-duo Moccamouth.

Hvad: Untitled Tricks præsenterer Low Jack
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Fredag fra kl. 21
Hvordan: Facebook-link


Sidste Frost på Natbar
Lørdag er den sidste dag for Frost-festivalen og passende nok også den første forårsdag, og det markeres med fest på Natbar, den ugentlige lørdagsfest på Bremen. Mathias Mesteño og Cohnny Jazz står bag dj-pulten, og det hele er gratis.

Hvad: Natbar x Frost
Hvor: Bremen, Nyropsgade 39-41, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 1. marts
Hvordan: Facebook-link


Skal din fest med i næste uge? Skriv til [email protected]

ANNONCE