Blur-forsangeren har fremført en ny sang i britisk radio
Den allestedsnærværende Damon Albarn udgiver sit kommende solo-album "Everyday Robots" den 28. april, et album, som han har lavet i samarbejde med XL Recordings-ejeren Richard Russell. Vi har tidligere fået singlen "Everyday Robots" som den første forsmag på det kommende album, og nu er der endnu engang sluppet nye toner løs fra "Everyday Robots".
I går blev Damon Albarn interviewet på BBC Radio 2, hvor han, ud over at fortælle om sit kommende album, spillede en akustisk version af "Lonely Press Play" som er den tredje sang på albummet. Hjerteskærende smukt og helt, helt nedbarberet synger Albarn, kun i selskab med sin guitar, "When I'm lonely I press play".
"Everyday Robots" bliver Albarns andet soloalbum i eget navn. Det første var musikken til musicalen "Dr. Dee", der udkom i 2012. Tilbage i 2003 udsendte Albarn desuden solo-dobbelt-ep'en "Democrazy".
Hør den akustiske version af "Lonely Press Play" herunder:





