Johannes Andersen følger sine Dylan-fortolkninger op med album med egne sange
I den brede offentlighed er Johannes Andersen nok mest kendt som hyppigt medieoptrædende samfundsforsker fra Aalborg Universitet, og i en kort periode var han også med i det populære DR1-program "Kender du typen?" For to år siden sprang den dengang 61-årige Johannes Andersen så ud som sanger og guitarist på albummet "Natten Er Nær" med Andersens dansksprogede fortolkninger af Bob Dylan-sange. Nu er Andersen klar med et nyt album, "Mellem Skyernes Skygger", der denne gang indeholder lutter selvskrevne sange. Albummet udkommer 28. februar.
Om albummet fortæller Johannes Andersen, at det er: "En plade, der kredser om hverdagen, dens udfordringer og dens opmuntringer. Der er sange om dansens glæder på en almindelig tirsdag. Om drømmehuset på landet. Om de sidste dage på hospice. Om en generende sten i en sko. Og om at sidde i en kø på motorvejen, uden at ane, hvad der er sket, og hvor lang tid det tager. Er det fordi nogle biler er kørt galt? Fordi der er vejarbejde. Eller er det, fordi der ligger døde grise midt på motorvejen? Den første video til pladen er netop "Døde Grise På Min Vej", hvor der vises masser af ventetid, bilkøer, mere ventetid, en bil der kører lidt fremad og så ellers masser af levende og døde grise midt på motorvejen." Du kan se videoen nedenfor.
Albummet er produceret af Nikolaj Heyman (Giant Sand, DeSoto Caucus, Mark Lanegan med flere), der også spiller de fleste instrumenter på albummet.
GAFFAs anmelder Espen Strunk tog forholdsvis pænt imod Andersens første album, som han tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om: "Trods vellykkede versioneringer af eksempelvis Emotionally Yours, This Wheel's on Fire og Things Have Changed er jeg er dog stadig væsentligt mere interesseret i, hvilken personlig rockplade der kunne være kommet ud af den 61-årige akademiker, end hvor ferm han er til at tillempe nogle danske tekster til sit forbilledes melodier."
Dette får vi altså svar på 28. februar.