Oplev 80'er-nostalgi tæt på, når drengene kigger forbi
New Kids On The Block har annonceret, at de også kommer forbi Danmark, når de til foråret drager på Europa-turné. Det sker den 8. maj i Falconer Salen i København. De starter turnéen på Annex i Stockholm den 6. maj og slutter på Clyde Auditorium i Glasgow den 1. juni. Koncerterne vil foregå på nogle af de mest intime koncertsteder i Europa, hvilket giver fans en sjælden mulighed for at opleve et af musikhistoriens største boybands, helt tæt på.
"Vi har spillet i arenaer og stadiums over hele verden de sidste seks år. Alligevel har nogle af vores bedste koncerter været på mindre spillesteder, hvor vi er tættere på vores fantastiske fans. Faktisk er vi alle enige om, at vores koncert på London's Hammersmith Apollo var en af vores absolut favoritkoncerter nogensinde. Den her turné giver os chancen for at komme tæt på vores fans igen. At være tæt på de bedste fans i hele verden," udtaler bandet.
I 2012 var New Kids On The Block på Europa-turné med Backstreet Boys, og den turné var en stor succes - både i forhold til publikum og anmeldere. Da de spillede i Jyske Bank Boxen den 12. maj det år, var det en oplevelse af ren nostalgi, som fik GAFFAs anmelder til at kvittere med 4 stjerner: "For selvom BSB måske er mest kendt på vore breddegrader med numre som "I Want It That Way" og "Everybody (Backstreet's Back)", så var det NKOTB der løb med pokalen denne aften, både hvad angik deres højenergiske sceneoptræden og de vokale præstationer, som var helt i særklasse."
Bandet består af brødrene Jordan og Jonathan Knight, Joey McIntyre, Donnie Wahlberg og Danny Wood. New Kids on the Block har solgt 80 millioner albums verden over og domineret æteren med en sværm af hits såsom "You Got It (The Right Stuff)", "Cover Girl", "Didn't I (Blow Your Mind This Time)", "Hangin' Tough", "I'll Be Loving You", "Step By Step" og "Tonight".
Efter 15 år ude af søgelyset kom drengene fra Boston en af de største og mest ventede genforeninger nogensinde. I 2008 løftede de officielt sløret for deres tilbagevenden på det amerikanske tv-show "The Today Show". Deres længe ventede comebackalbum, "The Block", debuterede på en 2. plads på US Billboard Top 200, og den opfølgende turné nåede et samlet publikum på 1 million mennesker. I 2013 udgav de deres sjette studiealbum "10", der gik ind som nummer 6 på US Billboard 200, og for at markere deres fortsatte succes modtager New Kids on the Block senere i år den eftertragtede stjerne på Hollywood Walk of Fame.
Billetsalget starter den 10. februar, og du kan købe billetter via Billetnet
Samlet turné-plan
6. maj Stockholm The Annex (Sweden)
7. maj Oslo Sentrum Scene (Norway)
8. maj Copenhagen Falconer Theater (Denmark)
10. maj Amsterdam Heineken Music Hall (Netherlands)
11. maj Paris Olympia (France)
13. maj Zurich Hallenstadion (Switzerland)
15. maj Vienna Gasometer (Austria)
17. maj Frankfurt Jahrhunderthalle (Germany)
19. maj Cologne Palladium (Germany)
21. maj Berlin Tempordrom (Germany)
27. maj London Hammersmith Apollo (UK)
28. maj London Hammersmith Apollo (UK)
30. maj Manchester O2 Apollo (UK)
31. maj Birmingham NIA (UK)
1. juni Glasgow Clyde Auditorium (UK)