The Liquid med digteren Nicolaj Stochholm i front har lavet en ny video med udgangspunkt i atomtruslen i 50'erne
I slutningen af 2013 udgav det danske post-punk-band The Liquid med den prisbelønnede digter Nicolaj Stochholm (blandt andet modtager af Michael Strunge Prisen i 1994) i front deres debutalbum, "Atlas Interplan". Et album, som GAFFAs anmelder Espen Strunk tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:
"Modsat hvad man måske kunne have frygtet, sidder man ikke tilbage med en fornemmelse af at have hørt digteren Stochholm med musikalsk ledsagelse, men derimod af at opleve bandet The Liquid. Lyrikken er absolut sangbar, og hovedpersonen selv overbevisende i rollen som forsanger uden som sådan at være nogen skønsanger."
Nu er The Liquid aktuelle med en musikvideo til en af sangene,"Hang on, to You. Stop!" Her har de brugt klip fra den amerikanske film "Survival under Atomic Attack" fra 1951, en undervisningsfilm i, hvordan man skal forholde sig, hvis landet bliver ramt af et atomangreb. Midtvejs i musikvideoen skifter udtrykket dog, og The Liquid bruger herfra klip fra den sovjetiske science fiction-film "Teenagers in the Universe" fra 1974. Måske fordi instruktionerne i den amerikanske film alligevel ikke hjalp, og menneskeheden skal fortsætte sit liv i rummet?
Se videoen og døm selv: