Nyhed

Se det endelige program til by:Larm 2014

De sidste 11 navne er nu offentliggjort - lige fra svensk popprinsesse til dansk storcharmør

Det endelige program til årets by:Larm er nu endelig blevet offentliggjort. Det sker ved annonceringen af de sidste 11 navne: Admiral P (NO), Axel Boman + Petter DJ set (SE), Christopher (DK), Death Hawks (FI), Dråpe (NO), Jenny Hval (NO), John Martin (SE), Marius Beck (NO), Nabiha (DK), Oslo Faenskap (NO) og Veronica Maggio (SE) (billedet).

Den svenske sangerinde Veronica Maggio er unægteligt meget populær. Hendes melankolske popsange har over de senere år formået at fortrylle både anmeldere og det nordiske publikum. Om hendes sidste album, "Handen i Fickan Fast Jeg Bryr Mig", fra oktober sidste år skrev Michael José Gonzales: "Der er nu altså noget dybt charmerende over Veronica Maggio, der her på sit fjerde udspil fortsætter ufortrødent med at levere boblende svenskerpop af fineste florlette skuffe." og kvitterede med fire stjerner.  

Mon ikke også dansk pop får et solidt boost, når Christopher optræder på by:Larm. Den 22-årige hjerteknuser charmerede det danske land i sidste uge med en uhøjtidelig optræden i Natholdet. Det ville selvfølgelig ikke være nær så sjovt dog, hvis ikke Christopher også havde noget at have det i. Og det har han - hans seneste single "Crazy" strøg direkte ind på iTunes-listens første plads. 


Derudover byder by:Larm på et bredt program, hvor mange forskellige genrer er repræsenteret - hvad spændvidden i de sidste 11 annonceringer da også vidner om. På det færdige program kan du se alt fra Baby In Vain og Beast Milk til Ice Cream Cathedreal og Truls. 

Siden 2010 har den by:Larm også uddelt prisen for Årets Bedste Nordiske Album. Prisen uddeles med henblik på at sikre en større sammenhængskraft mellem musikindustrien i de fem nordiske lande (Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige) og skabe mere international interesse for nordisk musik. De 12 nominerede er fundet, og Danmark er fint repræsenteret med Iceage, Rhye og Synd Og Skam

Du kan se det samlede program for by:Larm 2014 her. Billetter til den norske festival kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE