Nyhed

Se Ice Cubes nye musikvideo – med dansk bidrag

Danske Jimmy Antony samarbejder for anden gang i sin karriere med den legendariske rapper

I fredags blev den danske producer Jimmy Antony (billedet) nametagget på Facebook af en ven. Da han tjekkede linket ud, blev han overrasket. Det, han kunne se var en snippet af Ice Cubes nye musikvideo for nummeret "Sic Them Youngins On Em". Nummeret havde Ice Cube købt af Antony for to-tre år siden, og Antony havde mere eller mindre glemt det. Nu var det pludselig en realitet. Til trods for at produceren var blevet varskoet i november om, at en musikvideo var under opsejling, havde han slået det hen med: "Jeg skal se det, før jeg tror på det."

Jimmy Antony tror på det nu. Videoen har allerede fem millioner views på www.worldstarhiphop.com, mens nummeret deler Ice Cube-fans i to lejre: Dem, som bifalder den nye lyd, og dem, som ønsker, at Ice Cube lyder, som han altid har gjort. Ice Cube selv er "sin egen chef", ifølge Antony, og han derfor er nok lettere ligeglad, hans seneste film "Ride Along" er på nuværende tidspunkt den mest sete spillefilm i USA.    

Amerikansk fodbold og Pepsi cola


Da GAFFA ringer til Jimmy Antony, sidder han i sin bil. Det kan godt være, at han gør sig i vestkystens gangster-rap, men han har respekt for sikkerhed og den gældende lovgivning. Han tager straks et headset på og viser sig at være yderst snakkesalig og jovial.

Han fortæller i store træk om, hvordan hans kendskab til hiphop startede med N.W.A., og hvordan den funkede vestkystlyd særligt appellerede til ham. Det viser sig også, at det ikke er første gang, at han har samarbejdet med Ice Cube. De to samarbejdede nemlig også i 2012, da Jimmy Antony producerede Ice Cubes slagsang til NFL-holdet Oakland Raiders. For Antony var der hele tre goder ved det samarbejde: Han fik lov at arbejde tæt op ad sin helt, Ice Cube, sangen blev brugt i en Pepsi-reklame og var samtidig en del af NFL.

"Selvom det er stort med det nye nummer, slår det ikke den følelse jeg fik med NFL", fortæller Antony fra sin bil. "Jeg vågnede, og der var 15 ubesvarede opkald og noget nær 700 sms'er på min mobiltelefon. Da det gik op for mig, at det handlede om NFL, begyndte jeg at svede, og mine hænder rystede. Jeg ville gerne have sms'et til alle mine venner, men mine fingre kunne simpelthen ikke taste på mobilen."


Tilfældighedernes spil

Jimmy Antony beskriver sig selv som en stor elsker af både West Coast og r&b, og blandt andet har også Blackstreet fyldt meget i den musikalske opdragelse. I forhold til sin karriere er han meget ydmyg. Han fortæller, at det for ham at se meget beror på tilfældigheder, at de forskellige samarbejder kommer i stand. Efter tyve år i branchen føler han sig meget taknemmelig over at få muligheden for at få lov at arbejde sammen med nogle af sine idoler. Den slags beskedenhed har han måske lært af Ice Cube:

"Da han gav koncert på Pumpehuset i 2012, fik jeg lov til at tilbringe en hel dag med ham og hans crew. Vi gik bare rundt i København, det var ikke noget med, at han skulle køres rundt. Og han blev selvfølgelig genkendt. Tjenere kom nærmest springende fra alle caféer med mobiltelefoner for at få taget et billede. Jeg tog mange billeder den dag, men jeg fik ikke ét af ham og mig selv", fortæller Antony og ler. "Men jeg håber da, at jeg får muligheden for at få taget et ved en senere lejlighed."


GAFFA spørger ham, om han allerede nu har kunnet mærke en øget interesse på baggrund af Ice Cubes succes med singlen:

"Jeg har ikke et decideret mål. Jeg er mere spændt på at se, hvad det næste bliver. Alting sker oftest ved tilfældigheder."

Ice Cubes "Sic Them Youngins On 'em" kan også findes på YouTube. Du kan se den her: 

ANNONCE