GAFFAs webredaktør fortæller om sine musikalske favoritter fra 2013
Året 2013 er overstået, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række GAFFA-skribenter, der vil fortælle om deres yndlingsalbums fra 2013. Vi afslutter serien med GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt.
Hør en playliste med Ole Rosenstand Svidts yndlingsalbums fra 2013 på Spotify
Hør en playliste med Ole Rosenstand Svidts yndlingsalbums fra 2013 på WiMP
Udland:
1. Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away
15 album og 30 år inde i karrieren leverede Cave og kumpanerne et af deres allerbedste album. Ofte afdæmpet, sine steder arrigt, men hele vejen dirrende intenst, med store sange, ekstremt tændte og velspillende musikere og en særdeles oplagt og stærkt syngende Cave i front. For Cave & Co. er rock ikke et spørgsmål om liv eller død – det er langt vigtigere.
2. The National: Trouble Will Find Me (billedet)
Der er ikke meget nyt under den sorte sol på sjette album fra den særegne mumlecrooner Matt Berninger og de to gange to brødre Dessner og Devendorf. Men kunne man lide forgængerne, vil man også elske "Trouble Will Find Me" med mere melankolsk, melodisk mørkemandsrock, som alligevel er sært opløftende og vederkvægende. The National er fortsat rare at have det skidt med.
3. Arcade Fire: Reflektor
Gentog The National sig selv, var der til gengæld nye toner fra Arcade Fire på deres fjerde album. Strygerne var nedtonet til fordel for pumpende bas og dansable beats, givetvis takket være producer James Murphy fra LCD Soundsystem, på et 80 minutters dobbeltalbum, der trods længden ikke indeholder mange kedelige sekunder. Sangskrivningen er fortsat på et tårnhøjt niveau, og sanger Win Butlers vokalforedrag som vanligt et bombardement af følelser. Det kan kun blive stort på NorthSide 2014.
4. James Blake: Overgrown
En af de bedste albumdebutanter fra 2011 skuffede ikke på den ikke spor svære toer, som igen fusionerede sjælfyldt vokal, eftertænksom sangskrivning og nytænkende elektronik. Albummet modtog da også fuldt fortjent den prestigefyldte engelske pris Mercury Prize. Blake er stadig kun 25 år – hvad kan han ikke nå at drive det til?
5. My Bloody Valentine: M B V
De havde varslet den i årevis i pressen og de sociale medier, men der kom aldrig en udgivelsesdato. Men så pludselig var den der, 2. februar, til køb via gruppens hjemmeside på eget pladeselskab: Shoegaze-pionererne My Bloody Valentines første album i mere end 21 år. Den begynder, som da bandet slap: Bløde kvinde- og mandevokaler næsten overdøvet af sært meditativ guitarstøj på en stribe melankolske popsange, men senere på albummet overrasker gruppen med mere lavmælte og synthorienterede passager. Ikke et stilskabende mesterværk som forgængeren "Loveless", men stadig et fornemt album, som var den usædvanlig lange ventetid værd. NB: Albummet er pt. ikke at finde på hverken Spotify eller WiMP, så du må desværre undvære det i playlisten ovenfor og nedenfor.
6. Mazzy Star: Seasons of Your Day
Endnu et 90'er-band vendte stærkt tilbage efter en længere pause: Mazzy Star udgav i 2013 deres fjerde album og det første i 17 år. Og igen uden at have ændret sig synderligt: Våbnet var stadig Hope Sandovals smukt sukkende, sine steder næsten hviskende stemmeføring i front for en række langsomme, dybt melankolske og meget solide sange med Dave Roback på diverse guitarstrenge. Den tilbagevendte duo trænger stadig dybt ind uden at hæve stemmen eller skrue op for forstærkeren.
7. Håkan Hellström: Det Kommer Aldrig Va Över För Mig
Alene titlen er næsten nok til at sætte den svenske skjald på årets top 10-liste. Endnu engang krænger Göteborg-sønnen sjælen ud på en samling sange, der synes selvbiografiske og beskriver kærligheden fra fortællerens 16. til 39. år. Det er så følelsesfuldt på den fine facon, som kun Håkan kan gøre det. Og sangene er supermelodiske og vokalen både stærk og skrøbelig som altid.
8. Savages: Silence Yourself
Årets mest spændende debutanter var den engelske post-punk-pigekvartet Savages, som slog benene væk under mange med deres hæsblæsende album "Silence Yourself". En stribe hurtige, korte, aggressive og støjende sange, som det sig hør og bør, men også mere nedtonede passager med masser af melodiske nuancer og en fremragende vokalist i Jehnny Beth. Dyb og dramatisk stemme, der gav visse associationer Siouxsie Sioux fra Siouxsie & The Banshees, som Savages også musikalsk synes inspireret af. Men de kan selv, og det skal blive spændende at følge dem fremover.
9. Janelle Monáe: The Electric Lady
Soulsangerinden fulgte sit fremragende debutalbum fra 2010 op med en mindst lige så stærk toer med gæsteoptrædener af blandt andre Prince, Erykah Badu og Miguel. Endnu engang er der tale om et mere end en time langt album med meget forskelligartede numre, diverse mellemspil og et sammenhængende, science fiction-inspireret tekstunivers. Et album, der skal høres mere end én gang, før tiøren falder – til gengæld vokser det for hver gennemlytning.
10. David Bowie: The Next Day
Ganske få dage inde i 2013 annoncerede den legende legende ud af det blå – på sin 66 års fødselsdag den 8. januar – at han var tilbage med en ny single samme dag og et album to måneder senere, hans første i ti år. Singlen var den tilbageskuende og meget smukke ballade, "Where Are We Now?", der reflekterer over tiden i Berlin i slutningen af 70'erne, mens hovedparten af albummet er solid rockmusik med en både engageret og let aldersskrøbelig vokal i front. Bowie er langtfra færdig – bare vi får ham at se på en livescene igen.
Danmark:
1. Allan Olsen: Jøwt
Dansk musiks Rasmus Modsat gik vanen tro sine egne veje og lod i den første halvanden måned kun sit nye album sælge i udvalgte butikker nord for Limfjorden. Alligevel nåede det i samme periode andenpladsen af hitlisten og solgte guld, altså 10.000 eksemplarer. Nu er albummet tilgængelig både på vinyl, cd og som download, men ikke som stream (så det figurerer desværre ikke på playlisterne ovenfor og nedenfor) – Olsen lader sig stadig ikke diktere af tidens toneklang. Alt dette udgivelseshalløj er selvfølgelig ikke nok til at sikre Olsen en førsteplads på min årsliste, men albummet i sig selv er fremragende – og indholdet hænger godt sammen med lanceringen. Sangene tager nemlig udgangspunkt i Olsens nordjyske rødder, og resultatet er skiftevis gribende og grinagtigt – på den fede, eller jøwte måde.
2. Peter Sommer: Alt Forladt
Efter et sidespring med Simon Kvamm i De Eneste To vendte Skanderborg-skjalden tilbage som solist med nogle af sine stærkeste sange til dato. Omdrejningspunktet var skilsmissen fra kollegaen Lise Westzynthius, der sidste år bearbejdede bruddet på sit fremragende album "Tæt På En Kold Favn", og parternes privatlivsproblemer har dermed kunstnerisk resulteret i en ren win-win-situation. Musikalsk er "Alt Forladt" langt mere elektronisk end noget, Sommer tidligere har været involveret i, og det fungerer overraskende godt. Med ophavsmandens egne ord dansemusik, man ikke kan danse til. Lyt og prøv selv.
3. Rhye: Woman
Egentlig ville jeg kun have dansksprogede udgivelser med på min danske årsliste – mest for lettere at kunne overskue det store udbud af fremragende danske album fra 2013 – men jeg gør en undtagelse med dansk-canadiske Rhye alias keyboardspiller og programmør Robin Hannibal, også kendt som halvdelen af Quadron, og den canadiske soulsanger Michael Milosh. Albummet druknede nemlig lidt i den ellers velfortjente hype omkring Quadrons album "Avalanche", men det er mindst lige så godt. Stærk elektrosoul med en forrygende falsetvokal.
4. Ulige Numre: Nu Til Dags
To år efter den fortrinlige, selvbetitlede debut-ep med storhittet "København" fik vi omsider et fuldlængde-album fra sanger og sangskriver Carl Emil Petersen & Co. De levede heldigvis op til de høje forventninger og fik også fortjent et nyt solidt hit med "Blå". Begavet dansksproget sangskrivning med lyriske tekster, originalt billedsprog, stærke melodier og en gedigen, håndspillet produktion. Og, med Carl Emils ord fra ep'en, er de unge lidt endnu, så de har tiden for sig.
5. De Efterladte: Alvorsord og Etagevask
Sanger og tekstforfatter Peter H. Olesen og guitarist og komponist Michael Lund fulgte den fine debut fra 2011 op med endnu et bundsolidt udspil med Olesens talesyngende vokal og ordspilsrige tekster i et minimalistisk, melodisk, let melankolsk lydbillede. Poetisk og prægnant. NB: Albummet er pt. ikke at finde på WiMP, så er du WiMP-bruger, må du desværre undvære det i playlisten ovenfor og nedenfor.
Hør en playliste med Ole Rosenstand Svidts yndlingsalbums fra 2013 på Spotify
Hør en playliste med Ole Rosenstand Svidts yndlingsalbums fra 2013 på WiMP