Nyhed

Hvem er Nik? Og hvem er Jay?

Ved du egentlig, hvem der er hvem i den populære popduo? Ny undersøgelse viser, at halvdelen af danskerne stadig ikke har nogen anelse.

Du har hørt deres sange til hudløshed i radioen. Du har slået dig løs på det lokale diskoteks fluorescerende dansegulv og skrålet med på smægtende omkvæd såsom: "Boing! Boing! Hendes røv går op og ned som en fjeder!". Vi taler selvfølgelig om duoen Nik & Jay. Men har du nogensinde stoppet op og tænkt, hvem er egentlig Nik og hvem er Jay? En undersøgelse foretaget af YouGov for Metroxpress viser, at når det kommer til det spørgsmål, er over halvdelen af danskerne mere end i tvivl. De har faktisk ingen anelse. 

Nik & Jay har plaget de danske hitlister siden 2002, de har haft utallige hits, og de har gang på gang markeret sig i den danske musikbranche, for eksempel har de lige modtaget GAFFA-Prisen 2013 for "Årets Danske Band". Synlighed er altså ikke et problem for den populære duo, men alligevel kan man så en smule tvivl om deres brands styrke, fordi 47 procent af de adspurgte personer i alderen 18-74 år ikke kan skelne de to hovedpersoner fra hinanden. Brandingekspert Kresten Schultz Jørgensen mener ikke, at Nik & Jay udnytter de uendelige muligheder, de i virkeligheden har, fordi de er for homogene.

"Det er lidt ligesom i en gruppeeksamen. Man ved ikke, hvem der har skrevet af fra hvem. Nik & Jay er en pakke, og de hedder faktisk begge Nik & Jay. De fungerer kun i kraft af hinanden. Set fra et brandingsperspektiv burde de arbejde mere på at supplere hinanden i stedet. Det ville styrke dem," udtaler Kresten Schultz Jørgensen til Metroxpress. Han nævner som et godt modeksempel dynamikken mellem Rolling Stones' Mick Jagger og Keith Richards – den vilde og den sexede – eller John Lennon og Paul McCartney fra Beatles. 


Før man forveksler Nik & Jay med målmændene for det danske herrehåndboldlandshold, kan man spekulere i om, hvorvidt det måske ville være nemmere, hvis man kaldte Nik & Jay ved deres fødenavne Niclas og Jannik, eller om resultatet ville være det samme? Hvorom alting er, giver det stof til eftertanke, næste gang man nærmer sig en af de to herrer for en autograf. "Jay, må jeg få din autograf?" "Jeg er Nik." Pokkers også!

Og for god ordens skyld: På billedet ovenfor er Nik til venstre og Jay til højre.

ANNONCE