Nyhed

Iris Marie Jakobsen – læge og musiker

Hvad gør man, hvis man både gerne vil være musiker og tage en uddannelse? Mød Iris, der har et bud.

Hvem: Iris Marie Jakobsen

Hvad: Uddannet cand. med. (læge) på medicinstudiet ved Aarhus Universitet, violinist og braschist (tidligere Kellermensch, nu All Products Made Nice, Dad Rocks!, Giant Sand med flere), korsangerinde og medejer af Aarhus Lydstudie med sin mand Asger Christensen.

Hvor: Bosat i Aarhus

Se flere artikler i vores serie "Musik og uddannelse" via dette link

Hvad gør man, hvis man både gerne vil være musiker og tage sig en uddannelse? Skal man vælge? Og i så fald, hvordan får man det hele til at gå op i en højere enhed? Mød Iris Marie Jakobsen, der til daglig jonglerer med flere forskellige liv. Dels gennem sin uddannelse som læge, dels som aktiv musiker i bands som Kellermensch, Navneløs og Giant Sand, medejer af Aarhus Lydstudie og ikke mindst i rollen som mor.

– Jeg har spillet violin, siden jeg var fire. Jeg startede ud som klassisk violinist, med Suzuki-metoden og det hele, men jeg kom til et punkt, hvor jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Konservatoriet virkede alt for konkurrencepræget til mig. Det er ikke, hvad musik handler om i mine øjne. Jeg har altid leget med doktorsæt som lille og været fascineret af dén verden, så det har også altid ligget til mig. Derfor måtte jeg jo læse medicin. Sjovt nok begyndte jeg at spille rytmisk musik, præcis som jeg startede på studiet.

– I øjeblikket er jeg i det, man kaldte for turnus tidligere. Det hedder så klinisk basisuddannelse nu. Det består af to halvårlige lange ansættelser, hvor jeg så er halvvejs. Det foregår med lodtrækning, så jeg er i ufrivilligt eksil i Sønderjylland i øjeblikket i Haderslev, hvor jeg pendler indtil marts. Når jeg har fri fra mit lægejob, tager jeg i studiet og indspiller, og i weekenden står den på jobs ude på landets scener, så jeg har forskellige kasketter på hver dag. Det kan godt være, det nogle gange bliver lidt kaotisk, men jeg synes jo, begge dele er fedt. Det giver mig en glæde og et overskud som mor og læge på de andre fronter.

– Man berører og påvirker menneskers liv på to vidt forskellige måder. Ved musik er det meget personligt for dig selv og dem, du spiller med. Der har du dit eget liv på spil, så at sige. Man bliver personlig med publikum på en helt anden måde, end man gør, når man står midt i et hjertestop og er ved at give hjertemassage. Eller du er ved at snakke med nogen om, at de skal dø. Der er det jo deres liv, som er på spil. Men jeg kan lide begge dele. Det harmonerer godt sammen for mig, og jeg ville ikke undvære det ene frem for det andet.

– Jeg har ikke på noget tidspunkt haft følelsen af, at jeg skulle vælge. At jeg stod ved en skillevej. Mange ville måske have det sådan på et tidspunkt, at de skulle vælge mellem et så stort studium eller være ude at spille så meget. Satse på kun den ene del. Men det har jeg ikke gjort, og det kommer jeg heller ikke til, tror jeg. Så jeg må jo finde mig et lægearbejde, der kan passe ind med musikken eller tage nogle ekstra vagter, hvis man skal på turné i en periode for at kompensere og holde fri.

– Jeg tror, det hele kan lade sig gøre, fordi jeg har en meget åben tilgang til det. For eksempel var jeg på to ugers turné med Giant  Sand, hvor jeg også spiller sammen med min mand, så der måtte vi jo tage vores ni måneder gamle datter med. Og hun ville selvfølgelig ikke sove, når vi skulle spille. Jeg tog hende på ryggen i en sele og optrådte med hende om aftenen. Der var ikke rigtig så meget andet at gør, men det gik fint. Hun faldt i søvn efter to numre. Og det er nok lidt dén holdning, som præger mig. Det hele lader sig gøre. Det kan godt være, der er nogle konservative tyske publikummer, der peger fingre ad én, når man står på scenen med en baby på ryggen, men so be it.

– Mit bedste råd er, at man skal vælge det, man har lyst til. Jeg er blevet spurgt utroligt mange gange om, hvorfor jeg ikke dropper musikken for medicinen eller den anden vej rundt. Men hvis det fungerer for én, så behøver man ikke gå på kompromis, selvom det kan blive kaotisk nogle gange. Lad være med at gabe over for meget på én gang – men hvis du gør, så tro på, at det lykkes alligevel.

Se flere artikler i vores serie "Musik og uddannelse" via dette link

Tjek Iris Marie Jakobsens band All Products Made Nice ud på Facebook

ANNONCE