Nyhed

Pet Shop Boys til Smukfest

Stort internationalt topnavn gæster Skanderborg til sommer

Det tegner til at blive en cool popfest i Bøgeskoven, når Smukfest løber af stablen til august. Festivalen har nemlig lige offentliggjort, at den legendariske duo Pet Shop Boys gæster scenen. Enhver med blot et minimum af øre for popmusik vil til enhver tid genkende en sang fra Pet Shop Boys, som nærmest har defineret en genre for sig selv med deres popmusik påvirket af disko, house, electro og alt muligt andet.

Sidste år udgav Pet Shop Boys deres seneste album "Electric", som høstede fem stjerner i GAFFAs anmeldelse. Men det er nok også særlig deres store bagkatalog, der tæller kæmpe internationale hits som blandt andet "West End Girls", "It's a Sin", "Go West" og "Se A Vida E", og som går helt tilbage til midtfirserne, som vil få det festglade publikum til at flytte fødderne i skovbunden.

Dermed trækker Smukfest endnu et stort internationalt navn i skoven, hvor det sidste år var Prince, der var det store hovednavn.


Smukfest 2014 finder sted fra 6.-10. august med warm up på KærligHeden fra 3.-5. august. De offentliggjorte navne er Pet Shop Boys, Skrillex, Simple Minds, The 1975, Mads Langer, MØ, Magtens Korridorer, Funkstar de Luxe, Marie Key, Nik & Jay, D-A-D, Carpark North, Dana Fuchs, Nephew, Rasmus Seebach, Tina Dickow.

Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE