Den populære engelske kvartet er for store til Lille Vega
Et af de mest omtalte bands i 2013 både blandt anmeldere, festival- og koncertgængere, nemlig engelske Savages, lider ikke under faldende popularitet i Danmark, tværtimod. På få dage blev alle billetter til deres kommende koncert i Lille Vega revet væk, og derfor er koncerten nu rykket til Store Vega på samme dato, torsdag den 6. marts.
Kvartetten vrængede sig brutalt ind i spotlyset sidste år med deres knivskarpe image og deres mindst ligeså skarpe take på post-punken. Deres debutalbum "Silence Yourself" drog hurtigt opmærksomhed til sig og blev blandt andet nomineret til den prestigefyldte Mercury Music Prize. GAFFAs anmelder Rune Schlosser skrev rosende: "Silence Yourself lyder som indestængt energi, der bare må ud. Det er iltert, indsparkende og djævelsk på samme tid. De desperate skrig fra guitarerne underkaster sig langt hen ad vejen Savages' vilje på en debut, der, hvis ikke den får en til at holde kæft, så i hvert fald får én til at mangle ord."
Det er lige netop den indestægte vrede, der fornemmes i forsangerinde Jehnny Beths maniske vokal. Den suppleres af buldrende trommer, en flænsende klar bas og accelererende guitarfigurer, som svejsende kunne skære gennem et stykke rustfrit metal. Bandet imponerede til sidste års Roskilde Festival med deres insisterende liveshow som rystede fem stjerner af sig i GAFFAs anmeldelse.
Den australske indierock-duo A Dead Forest Index bestående af brødrene Adam og Sam Sherry slutter sig til Savages på hele deres nuværende turné, og nu kan endnu flere danskere altså glæde sig over muligheden for at opleve Savages live.