Nyhed

Se Damon Albarns nye musikvideo

Singlen fra det kommende soloalbum "Everyday Robots" har fået en flot musikvideo

Vi kunne i går fortælle, at Damon Albarn har lagt sidste hånd på et nyt soloalbum. "Everyday Robots" er titlen på albummet, der er lavet i samarbejde med XL Recordings-ejeren Richard Russell, og det er sat til at komme den 28. april. Nu er der så kommet en video til albummets første single "Everyday Robots", som du kan se her. Singlen vil først være tilgængelig som download den 3. marts.

Albarn beskriver lyden på albummet som folk-soul, og det beskriver også det umiddelbare førstehåndsindtryk af "Everyday Robots" godt. Singlen leder måske tankerne hen i retning af de mere afdæmpede øjeblikke på Blurs "Think Tank" fra 2003. Hvordan de øvrige 11 sange på albummet tager sig ud, bliver spændende at høre, da blandt andet også Brian Eno samt Bat for Lashes-sangerinden Natasha Khan medvirker. 

Musikvideoen har et meget enkelt koncept: en buste af Damon Albarns ansigt formes i computergrafik for ens øjne. Et kranium stykkes langsomt sammen, de forskellige muskler og lag bliver roligt formet i kunstige, rørlignende led, mens Albarn messende proklamerer i musikken: "We're everyday robots ...". Det underliggende tema synes at være en meditation over grænserne for menneskets natur og vanernes robotagtige karakter.

ANNONCE