Nyhed

Trent Reznor samarbejder med Fight Club-instruktør - igen

Nine Inch Nails-frontfiguren står for filmmusikken til David Finchers kommende film

Filminstruktøren David Fincher, hvis hovedværker tæller "S7ven", "Fight Club", "Zodiac" og "The Social Network", kommer med en ny film til oktober, som er baseret på bestseller-romanen "Gone Girl" af Gillian Flynn. Trent Reznor skal, i samarbejde med Atticus Ross, som har arbejdet med Nine Inch Nails igennem mange år, stå for filmmusikken til amerikanerens nye film. Dette betyder, at det nu er tredje gang, at industrial-manden og Hollywood-instruktøren indgår i et samarbejde.

Trent Reznor og Atticus Ross stod for musikken til "The Social Network" fra 2010, som omhandlede grundlæggelsen af Facebook og medieguruen bag, Mark Zuckerberg. Det resulterede i en Oscar for "Bedste Originale Filmmusik". Sidst de tre amerikanere arbejdede sammen var i forbindelse med filmatiseringen af "The Girl With The Dragon Tattoo", skrevet af den nu afdøde svensker Stieg Larsson.

"Gone Girl" handler om en kvinde, som forsvinder på femårs dagen på sin og mandens bryllupsdag, hvor ægtemanden straks bliver hovedmistænkt i sagen. Hovedrollerne bliver besat af sidste års helt store Oscar-vinder Ben Affleck og Rosamund Pike. 


I samme ombæring annoncerer Trent Reznor, at han, med sit band Nine Inch Nails, står for at lukke årets Grammy-show søndag den 26. januar sammen med prominente navne som David Grohl, Josh Homme og Lindsey Buckingham. Nine Inch Nails er nomineret til " Årets Bedste Alternative-album" for deres ottende udspil "Hesitation Marks" til selvsamme show.

 

 


ANNONCE